29.09.21 DI Digital Nyheder

DI Digital: Danmark fortsat i toppen på digital konkurrenceevne

Danmark indtager en 4. plads i IMD’s nye opgørelse over digital konkurrenceevne i 2021, som lister 64 lande verden over. Det er en plads dårligere end i 2020, og vi er bl.a. overhalet af vores naboer fra Sverige.

USA topper listen ift. digital konkurrenceevne 2021 foran Hongkong, Sverige og Danmark.

- Danmark er stadig i toppen af IMD’s opgørelse over digital konkurrenceevne, hvilket er positivt. Vi er et digitalt foregangsland med stor digital parathed både i virksomhederne og i befolkningen. Men vi må ikke hvile på laurbærrene, hvis vi skal holde Danmark i toppen over de mest digitaliserede lande, da mange andre lande løber stærk på den digitale omstilling, siger Rikke Hougaard Zeberg branchedirektør i DI Digital.

Mens Danmark ligger helt i toppen, hvad angår offentlig sektor digitalisering og offentlig-privat samarbejde, er der også områder, hvor Danmark går tilbage. Et af de områder er digitale kompetencer, hvor vi falder fra en 6. til en 8. plads. Her er det bl.a. andelen, der uddannes indenfor STEM og antallet af kvindelige forskere, som trækker Danmark ned.

Digitale kompetencer er super vigtige, og vi må og skal løfte os her. I min optik er det et ”wakeup call”, at vi falder tilbage ift. digitale kompetencer, og vi så desværre samme tendens i de seneste DESI-målinger fra EU. Den trend skal vi have vendt. Vi ved, at den største vækstudfordring for de danske virksomheder lige nu er manglen på kvalificeret arbejdskraft. Den udfordring vil kun blive større i fremtiden, hvis vi ikke sætter ind og får uddannet flere med STEM-kompetencer siger Rikke Hougaard Zeberg

Foruden digitale kompetencer peger analysen på en række parametre med plads til forbedring. Rikke Hougaard Zeberg fremhæver f.eks. cybersikkerhedsområdet:

- I Danmark er vi med helt fremme på den digitale udvikling. Det er rigtigt godt, fordi det skaber vækst og en mere effektiv offentlige sektor. Men med den digitale udvikling følger også et behov for styrket fokus på cybersikkerhed, som desværre ikke er fulgt med alle steder.

- Særligt SMV’erne har svært ved at implementere grundlæggende digitale sikkerhedstiltag bl.a. grundet manglende it-kendskab. Derfor er der i første omgang behov for, at vi gør det overskueligt for virksomhederne at komme i gang. Det er vi med lanceringen af D-mærket godt på vej med, men der er fortsat behov for løbende at bistå virksomhederne i deres arbejde med it-sikkerhed. Derfor peger DI også på et helt konkret forslag om at etablere en SMV-CERT, som hjælper SMV’erne i gang med cybersikkerhedsdagsordenen og kan give råd og vejledning, hvis uheldet er ude, siger Rikke Hougaard Zeberg.

Rikke Hougaard Zeberg

Rikke Hougaard Zeberg

Branchedirektør

  • Direkte +45 3377 3173
  • Mobil +45 2084 0194
  • E-mail riz@di.dk

Relateret indhold