Ny analyse viser, at danske virksomheder har for lav digital sikkerhed
Erhvervsstyrelsens nye analyse: Digital sikkerhed i danske SMV’er viser, at 40 pct. Af danske SMV’er har et utilstrækkeligt digitalt sikkerhedsniveau.
Det er på trods af de mange hackerangreb og cyberangreb, som rammer ikke bare store virksomheder, men også SMV’erne. Et angreb kan have fatale betydninger for virksomheder. Det kan være alt fra tab af omsætning, mislykket digital omstilling, omkostninger og meget mere. Hertil kan hackere få adgang til følsomme data, som de kan misbruge. Det er selvsagt, at det ikke må ske. Det er derfor meget foruroligende, at der er så mange SMV’er, som endnu ikke har styr på deres sikkerhedsniveau. Især når SMV’erne udgør den største gruppe af virksomheder i Danmark. Det sætter branchedirektør i DI Digital Rikke Hougaard Zeberg ord på:
”Digital sikkerhed er en mærkesag for DI Digital, og vi er slet ikke, hvor vi skal være. At 40 % af SMV’erne ikke har prioriteret it-sikkerheden er ganske enkelt ikke godt nok og en risiko for dansk erhvervsliv. Der eksisterer mange gode råd og vejledning til SMV’er om it-sikkerhed - også fra DI - men tallene viser, at der er brug for at gøre mere for SMV’erne. Det har vi i forvejen gjort regeringen opmærksom på, og vi ser frem til, at vi får en ny ambitiøs national strategi for cyber- og informationssikkerhed, der løfter SMV’ernes digitale sikkerhed og en digitaliseringsstrategi, der også prioriterer digital ansvarlighed.”, Rikke Hougaard Zeberg.
En ud af fire SMV’er har på nuværende tidspunkt heller ikke implementeret to helt grundlæggende digitale sikkerhedstiltag, som dækker over 1) opdatering af styresystemer og 2) backup af data. SMV’erne peger på, at grunden til, at de ikke har implementeret tiltagende er manglende it-kendskab og -kompetencer, manglende økonomiske ressourcer og usikkerheden ved gevinsten i at investere i digital sikkerhed.
I DI Digital går vi ind for at styrke den digitale sikkerhed hos SMV’er, hvor vi med lanceringen af det nye D-mærke d. 22. september, er kommet godt på vej. D-mærket gør det nemlig mere overskueligt for virksomhederne at komme i gang med at arbejde digitalt ansvarligt, ved at samle 8 kriterier for it-sikkerhed, persondatabeskyttelse, kunstigintelligens og dataetik som virksomhederne skal leve op til.
Det er vigtigt, at SMV’erne får den rette støtte og hjælp til området. Derfor efterspørger vi etablering af SMV:CERT, et videns- og overvågningscenter som har til formål at løbende informere og guide danske SMV’er til, hvordan de hæver deres cybersikkerhedsniveau.
Læs hele analysen her.