11.10.22 DI Digital Nyheder

DI: Vi skal have mange flere kvinder til at arbejde med tech

Kvinder er i markant undertal i tech-branchen og det er både skidt for demokratiet og for erhvervslivet, lyder det fra DI i anledning af den internationale Ada Lovelace-dag.

I dag tirsdag den 11. oktober er det Ada Lovelace dag. De færreste danskere ved hvem Ada Lovelace er, men hun skabte for over 100 år siden forløberen for vore dages computerprogrammer. På dagen hylder tech-miljøer verden over kvinder i tech-branchen. Dansk Industri bruger dagen til at hylde kvinder i den danske tech-branche og samtidig til at minde branchen, IT-uddannelserne og politikerne om, at det går alt for langsomt med at få kvinder ind i tech-branchen .

- Det går simpelthen for langsomt og vi er nødt til i fællesskab at løfte den opgave. Manglen på medarbejdere har i årevis været stor indenfor it. Flere kvinder kan både være nøglen til at få flere it-specialister, til at styrke danske teknologivirksomheders konkurrenceevne og til at højne kvaliteten af vores velfærdsteknologier, siger branchedirektør Rikke Hougaard Zeberg, DI Digital.

Fire gange så mange mænd

I 2020 var kun én ud af fire beskæftigede it-konsulenter i Danmark en kvinde (Danmarks Statistik). Og i 2022 var under hver tredje optagede på it-uddannelserne en kvinde (Uddannelses- og forskningsministeriet).

- Det er et problem, at vi som land ikke er gode nok til at tiltrække kvinder til tech-branchen. Det er vi simpelthen nødt til at gøre bedre. Mangel på kvinder i tech-branchen ikke kun er et problem for branchen selv, men også et demokratisk problem.

Lukket fest for mænd

- Nutidens og fremtidens teknologier er med til at forme vores demokrati, vores samfund og vores tilværelse, og derfor må udviklingen af de teknologiske løsninger ikke være en lukket fest for mænd, siger Rikke Hougaard Zeberg.

Uden diversitet i branchen er der ifølge DI større risiko for, at vi ikke har alle aspekter og alle værdisæt med i de digitale løsninger. Et eksempel er Amazon, som i 2018 fandt ud af, at deres rekrutteringsværktøj havde bias imod kvinder. Algoritmen skulle foreslå de mest egnede kandidater til et job, men dens datainput baserede sig på de seneste 10 års data fra den mandligt dominerede tech-branche – dermed blev kvalificerede kvinder helt systematisk foreslået til jobbet i mindre grad.

Udover at det skaber ringere løsninger, så er det lave antal kvinder i tech også medvirkende til den akutte mangel på it-specialister. 8 ud af 10 it-virksomheder oplever problemer med at skaffe it-specialister, når de rekrutterer (Rambøll).

- Rekrutteringsproblemerne forstærkes af, at der er så få kvinder i branchen, så hvis vi løser diversitetsknuden, så medvirker vi samtidig til at løse den problemstilling, som optager tech-branchen mest lige nu, nemlig mangel på arbejdskraft, siger Rikke Hougaard Zeberg.

Dansk Industri peger på tre løsningsforslag

Virksomhederne og uddannelserne skal ifølge DI være meget bedre til at vise, at tech-branchen også er relevant og ikke mindst attraktiv for kvinder.

- Det er de færreste, der har lyst til at være alene og stikke ud i mængden, og derfor er rollemodeller afgørende, siger Rikke Hougaard Zeberg.

Desuden mener DI, at branchen og uddannelsesinstitutionerne skal være bedre til at vise anvendelsesmulighederne i stedet for fokus på proces – f.eks. vise at it er med til at løse klimakrisen og andre akutte problemer i samfundet. Undersøgelser viser, at den tilgang til teknologi er særligt motiverende for kvinder.

Samtidig skal pigernes interesse for tech vækkes og fastholdes allerede i grundskolen. Derfor bør der ifølge DI indføres obligatorisk teknologiforståelse i folkeskolen – både som fag og som faglighed i andre fag.

- Teknologi er en del af løsningen på mange af samfundets store udfordringer f.eks. klimakrise og mangel på varme hænder i sundhedssektoren. Derfor er det afgørende, at virksomheder, der udvikler teknologiske løsninger på de store og komplekse udfordringer har komplekst sammensatte hold. En udfordring som branchen, som uddannelsesinstitutionerne og politikerne skal løse sammen, siger Rikke Hougaard Zeberg. 

Bo Hjuler

Bo Hjuler

Presserådgiver, journalist

  • Direkte +45 3377 3819
  • Mobil +45 2328 4912
  • E-mail boh@di.dk

Relateret indhold