FOTO: Sif Meincke

23.05.22 DI Digital Nyheder

Digitalisering i kommunerne kan give mere velfærd for pengene

Landets største erhvervsorganisation, DI, er helt enige med Kommunernes Landsforening i, at der skal skrues op for brugen af digitale løsninger i landets kommuner – og det skal ske i tæt samarbejde med det private erhvervsliv, mener Dansk Industri.

- Vi bliver heldigvis ældre, og samtidig får vi flere børn. Det er jo som sådan positivt, men det vil samtidig gøre manglen på arbejdskraft værre og øge presset på den kommunale økonomi. Derfor er det så bydende nødvendigt, at den offentlige sektor løbende fornyer sig, bl.a. gennem anvendelsen af ny teknologi på de store velfærdsområder.

- Teknologi og digitalisering er et helt centralt redskab i forhold til at sikre, at danskerne også i fremtiden kan forvente velfærd og service, uden at det offentlige forbrug eksploderer, siger branchedirektør Rikke Hougaard Zeberg, DI Digital, som er DI’s branchefællesskab for tech-virksomheder.

KL vil med deres nye udspil investere kommunale kroner i digitale løsninger og teknologi, som automatiserer manuelle processer, gør borgerne mere selvhjulpne og giver medarbejderne bedre mulighed for at løfte deres opgaver, når antallet af børn og ældre stiger.

- Vi er meget positivt stemte over for KL’s nye digitaliseringspolitik, som markerer et positivt skifte i måden, kommunerne anskuer digitaliseringens potentialer. Det er netop gennem digitalisering og brug af teknologi, at vi kan frigive tid til de varme hænder, men også gennem en mere effektiv drift kan sikre, at skatteborgernes penge bliver brugt fornuftigt, siger Rikke Hougaard Zeberg.

DI har tidligere i en analyse peget på, at der er stor forskel på, hvor langt kommunerne er med digitalisering.  

- Kommunerne spiller en helt central rolle i den nødvendige digitale omstilling af den offentlige service, og derfor er det meget opløftende, at KL melder så direkte ud om brugen af digitalisering og teknologi. Det er helt afgørende for løsningen af de massive udfordringer, vi står over for med den grønne omstilling og manglende arbejdskraft, siger Rikke Hougaard Zeberg.

DI mener, at KLs ambitioner kun kan blive til virkelighed, hvis det sker i tæt samarbejde med de private virksomheder, som udvikler de digitale løsninger, der gør det muligt.

- Vi er lykkedes med store digitale landvindinger gennem årene, fordi vi har været stærke til at samarbejde på tværs af sektorer, myndigheder og virksomheder. Det samarbejde skal vi styrke endnu mere, og vi glæder os også meget til dialogen med kommunerne herfra, siger Rikke Hougaard Zeberg.

Bo Hjuler

Bo Hjuler

Presserådgiver, journalist

  • Direkte +45 3377 3819
  • Mobil +45 2328 4912
  • E-mail boh@di.dk

Relateret indhold