04.07.22 DI Digital Nyheder

Data er nøglen til bedre bæredygtighed

Bæredygtighedsdata skal i højere grad være grundlaget for vores beslutninger – men det stiller høje krav til kvaliteten af data.

I regeringens nye digitaliseringsstrategi er data og bæredygtighed kædet sammen i vision 6 og i anbefalingerne fra rådet for samfundsansvar og verdensmål laves samme kobling af bæredygtighed og nødvendigheden for data.

Bæredygtighedsdata skal være transparente 

Hvis vi i højere grad skal gøre brug af bæredygtighedsdata kræver det løsninger, som kan sikre de høje krav, som det forudsætter før, at vi kan komme i gang. Her kommer Sustainify ind i billedet. De oplever på nuværende tidspunkt en efterspørgsel efter bæredygtighedsdata.

Sustainify – en dansk tech-startup, leverer bæredygtighedsdata af høj kvalitet til investorer. På nuværende tidspunkt oplever Sustainify en øget efterspørgsel efter bæredygtighedsdata – og af en høj kvalitet. Det er ikke længere nok kun at indsamle store mængder data, den skal også faktatjekkes, verificeres og kunne sammenlignes. Sustainify  gør det let og simpelt for den almindelige bruger, at få indblik i virksomhedernes bæredygtighedsinformationer, og derved afklare om der er tale om greenwashing eller ej og om der er fremskridt eller ej.

”Vi lever i en tid hvor vi skal træffe bedre beslutninger, når det kommer til forretning og bæredygtighed – vi kan ikke længere fortsætte med samme tankegang, som har bragt os i den situation vi lever i nu. Alt for mange virksomheder reagerer nu på bagkant og står overfor reguleringer, der kan begrænse deres forretning, fordi vi har misset muligheden for at handle proaktivt og allerede medregnet bæredygtighed og samfundsansvar i forretningen.” – fortæller founder Eva Grønbjerg.

”Jeg hører om en grundlæggende frygt for at blive taget i greenwashing, nu hvor alle forbrugere, myndigheder og investorer er bekendte med begrebet, men man skal nu ikke være så bange som virksomhedsejer. Vi ved at samfundsansvar og virksomhedens bæredygtighed er en proces og det handler mere om at forbedre sig, end at starte som verdensmester. Det handler om udvikling, i stedet for et øjebliksbillede og det er det vi måler virksomhederne på i vores data.”- fortsætter hun.

Sustainify er først og fremmest målrettet investorer, men det kan også være virksomhedernes egne kunder og medarbejdere, forbrugere og myndigheder.

Regeringens nye digitaliseringsstrategi har netop en vision om at accelerere virksomhedernes grønne omstilling vha. data – så det er kommet for at blive.

”Vi ser et stort potentiale i vores bæredygtighedsdata – vi er stadig i gang med at udvikle og udvide, men der er ingen tvivl om, at det bliver et vigtigt værktøj i fremtiden. For investorer, virksomhederne, deres kunder og myndighederne.” afslutter Eva Grønbjerg, der også er tidligere CSR-konsulent og er forfatter til bogen; Investér bæredygtigt – og bliv fremtidens vinder på aktiemarkedet.

Bæredygtighedsdata kan bruges til meget

Hvad får virksomhederne ud af at bruge bæredygtighedsdata som grundlag til beslutninger?

Som virksomhed får man mulighed for at se sin egen udvikling indenfor bæredygtighed af en uvildig kilde, se hvor godt man måler sammenlignet med andre virksomheder og bruge bæredygtighedsdata i sin markedsføring og beslutningsproces. Datadrevet beslutninger gør det lettere for virksomheder at måle på sit eget arbejde med bæredygtighed og vurdere om man performer som forventet eller se om der er områder man kan forbedre.

Virksomhedsperspektivet i det – som du hiver data fra, hvad er deres perspektiv?

Der bruges offentlig tilgængelige informationer i form af årsrapporter o.a., og ML/AI bruges til at udregne en score eller rating over tid. ”Det er bevidst at vi bruger den information som alle kan tilgå, det er her transparens er vigtig – for der er virksomheder der gør et stort arbejde, men som ikke er så gode til at fortælle om det” – fortæller Eva.

Hvad oplever brugerne?

Ved at måle over tid får brugerne et billede af udviklingen og ikke bare et øjebliksbillede, her er det selvfølgelig vigtigt at bruge den samme metode over tid – for ellers er data’en ikke længere brugbar. For brugere som investorer er dette alfa og omega, og når der måles på en udvikling over tid, kan man rent faktisk spotte de virksomheder der viser gode takter i den spæde start. Det kan være der, den næste gode investering ligger.

Tre gode råd til at komme i gang med at bruge sine data aktivt

  • Mål på udviklingen indenfor bæredygtighed. Det gør det muligt for alle virksomheder at være med, uanset hvor i processen man er.
  • Data er ikke kun det der kommer i fremtiden. Kan virksomheden måle på noget tilbage i tiden, så gør det. Det vil give en indikation på, om man virkelig rykker eller er gået lidt i stå. Et eksempel alle kan starte med i morgen er kønsbalancen i beslutningslagene – gå tilbage i tiden og se hvordan kønsbalancen har være over tid i bestyrelse og øverste ledelse og brug det til at sætte nye mål op, som så måles på, over tid.
  • Hellere lidt men godt. Start med at kortlæg alt det i gerne vil arbejde med, indenfor bæredygtighed og prioriter dem derefter. Brug princippet om væsentlighed og relevans som en tragt, til at finde få områder at starte med. Hellere komme i mål med et eller to områder end at starte op med alt og aldrig komme i mål.

Relateret indhold