Ny innovationshub skal styrke anvendelsen af kunstig intelligens i SMV’er
Kunstig intelligens har potentialet for at drive virksomheders konkurrenceevne til hidtil usete højder. Med den nye innovationshub AI-Boost kan særligt SMV’er drage gavn af ekspertrådgivning, netværksmuligheder, testfaciliteter samt mange flere initiativer.
Innovationshubben AI-Boost er det nyeste skud på en spirende stamme af initiativer, der kan understøtte AI-aktiviteter i samfundet. Særligt SMV’er er usikre på, hvordan de skal komme i gang med AI-teknologier, men med den nye hub får SMV’erne en kærkommen håndsrækning og kan få sparring og adgang til AI-eksperter, som hjælper med at udvikle og teste SMV’ernes AI-løsninger.
”Nu, mere end nogensinde før, har vi behov for initiativer og løsninger, der kan understøtte brugen af AI i samfundet – AI-Boost er et godt eksempel på netop det Vi ser, at AI-teknologien præsenterer nogle kæmpe muligheder for udvikling og skalering af de danske SMV’er såfremt de får teknologierne implementeret,” siger Andreas Holbak Espersen, digitaliseringspolitisk chef i DI Digital.
AI-Boost tilbyder bl.a. et AI-tjek, der giver virksomhederne det fulde overblik over mulige gevinster og potentialer, der kan indfries ved at anvende kunstig intelligens. AI-Boost har ligeledes mulighed for at tilbyde et opkvalificerende forløb med Københavns Universitet, Danmarks Teknologiske Institut og Copenhagen Business School. Forløbene vil tage udgangspunkt i den specifikke virksomheds behov og udfordringer.
Initiativer under DigitalEurope
AI-Boost er Sjælland og Hovedstadens fælles EDIH hvilket står for European Digital Innovation Hub, og en er del af EDIH-netværket. Innovationshubben AI-Boost medfinansieres af EU-Kommissionens Digital Europe Programme. Der er 5 EDIH’er i Danmark og over 150 EDIH’er på tværs af EU.
Formålet med Kommissionens Digital Europe-program og de tilhørerende innovationshubs, er bl.a. at stimulere de digitale kapaciteter i små- og mellemstore virksomheder. Det søger EU at gøre ved at skabe hubs, der faciliterer netværksaktivitet, vidensdeling og samarbejde for derigennem at skabe gunstige forhold for interessenter i den digitale transformation.
AI-Boost drives af Erhvervshus Hovedstaden i samarbejde med Erhvervshus Sjælland, Københavns Universitet, Copenhagen Business School, Force Technology, Alexandra Instituttet, We Build Denmark og Danish Life Science Cluster.
For at kunne søge om deltagelse i AI-Boost skal din virksomhed være en SMV, have en vis digital modenhed, samt et ønske om at arbejde med ny teknologi og nye løsninger. AI-Boost retter sig mod virksomheder inden for sundhed, life science og det byggede miljø, samt leverandører til de tre områder.
TEF – test din innovative AI-løsning
Foruden Kommissionens EDIH’er finansierer EU også de nyligt oprettede Test- og Eksperimenteringsfaciliteter (TEF). Med TEF’en tilbydes en kombination af virtuelle- og fysiske faciliteter, hvori bl.a. virksomheder kan teste deres AI-teknologi, førend det frigives til EU-markedet.
Et europæisk konsortium, bestående af 33 partnere, har fået ansvaret for at opbygge TEF'en for smarte og bæredygtige byer og samfund. I Danmark, med deltagelse af organisationer som DI Digital, DTU og We Build Denmark, har de påtaget sig opgaven med at udvikle CitCom.ai under en separat bevilling på 300 millioner kroner. CitCom.ai er et projekt målrettet mod at skabe AI-produkter til at fremme smarte og bæredygtige byer og samfund
Formålet med TEF’erne er, at gøre det nemmere og billigere for bl.a. SMV’erne at teste deres AI-produkter, og dermed opnå en større innovationshøjde. Det skulle gerne munde ud i, at de produkter, der bliver udviklet og produceret inden for EU’s grænser er bedre og mere gennemarbejdede end tilsvarende produkter fra andre steder i verden.
”Specielt SMV’erne, der integrerer AI i deres produkter, får en hjælpende hånd til at komme igennem den tunge fase med test og afprøvning,” sagde Andreas Holbak Espersen om lanceringen af CitCom.ai i Danmark.
Foruden innovation og konkurrencedygtighed, skal testfaciliteterne også sikre, at nye AI-teknologier, der præsenteres for EU-borgeren, er udviklet med etik og ansvarlighed for øje.
TEF’erne er til for at servicere udbydere, innovatører og udviklere, der ønsker at udvikle eller implementerer AI-løsninger i deres virksomhed, og de er særlig fordelagtige at anvende for SMV’erne. Hvor EDIH’erne arbejder ud fra regionalt ud fra udvalgte styrkepositioner, er hver TEF en serviceudbyder til hele EU fra lanceringen.