11.10.23 DI Digital Nyheder

Skift til MitID Erhverv nu

NemID lukker 31. oktober 2023. Virksomheder og foreninger der stadig bruger NemID medarbejdersignatur, skal derfor skifte til MitID Erhverv nu. Skift på MitID-Erhverv.dk og gør overgangen så let som mulig.

Tilslut jeres organisation til MitID Erhverv nu. Så er I sikre på, at I fortsat kan læse Digital Post, søge barselsrefusion og benytte andre offentlige selvbetjeningsløsninger.

Hvorfor bliver NemID medarbejdersignatur til MitID Erhverv?
Større krav til sikkerheden og et ændret trusselsbillede kræver en ny og mere sikker løsning, når virksomheder og foreninger skal logge på Digital Post og offentlige selvbetjeningsløsninger. 

MitID Erhverv samler NemID medarbejdersignatur og Brugeradministrationen fra Virk i én samlet løsning. Det gør det nemmere at oprette nye medarbejdere og give dem rettigheder til offentlige selvbetjeningsløsninger som fx at logge på og underskrive digitalt på vegne af virksomheden.

Hvem skal tilslutte sig til MitID Erhverv?
Har du medarbejdere i din virksomhed eller medlemmer i din forening, der skal læse Digital Post, søge barselsrefusion eller logge på øvrige offentlige selvbetjeningsløsninger på vegne af organisationen? Så skal I tilslutte jer MitID Erhverv, der erstatter NemID medarbejdersignatur.

Virksomhedsejere og foreninger kan nøjes med at bruge deres private MitID direkte
Du kan bruge dit private MitID direkte, hvis du som virksomhedsejer eller fx forperson for en forening er den eneste, der skal kunne logge ind på selvbetjeningsløsninger på vegne af din organisation. Du vælger blot at logge på som ledelsesrepræsentant i stedet for at logge på som privatperson. Så behøver organisationen ikke at bruge MitID Erhverv.
Læs mere om brug af privat MitID

Gode råd før I tilslutter jer MitID Erhverv
Før I tilslutter virksomheden eller foreningen til MitID Erhverv kan det være en god idé at rydde op i nuværende administratorer og medarbejdersignaturer, så I kun automatisk får flyttet administratorer og medarbejdersignaturer, der er relevante for jer. Samtidig kan I inden tilslutningen tage stilling til, hvordan medarbejderne eller foreningsrepræsentanterne fremover må logge på offentlig selvbetjeningsløsninger, f.eks. med det MitID, de bruger privat. Foreninger kan med fordel registrere en foreningsrepræsentant i CVR og på den måde undgå en manuel tilslutning.

Skift nu på MitID-Erhverv.dk

Udenlandske medarbejdere
Det er nu også muligt at give udenlandske medarbejdere uden et dansk CPR-nummer en erhvervsidentitet i MitID Erhverv, så de ligesom danske medarbejdere kan agere digitalt i offentlige selvbetjeningsløsninger på vegne af virksomheden. 

Dog forudsætter det, at medarbejdere uden et dansk CPR-nummer forinden har fået et privat MitID. Og det kan de allerede få nu. Det private MitID kan medarbejderen så anvende til at aktivere sin erhvervsidentitet i MitID Erhverv.

Jacob Høffer Larsen

Jacob Høffer Larsen

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3479
  • Mobil +45 5170 5926
  • E-mail jahl@di.dk

Relateret indhold