EU’s krav om det Digitale Produktpas er på vej
I en tid med stigende fokus på bæredygtighed, gennemsigtighed og ansvarlig brug af data, skaber det nye Digitale Produktpas fra EU mulighed for at ændre måden vi forbrugere køber, genbruger og sorterer på. TechDIalog stiller den 12. december skarpt på initiativet fra EU, så virksomheder kan forberede og indstille sig på de nye krav.
Det Digitale Produktpas (DPP) er digitale bæredygtighedsdata af fysiske produkters livscyklus, som giver dig mulighed for at synliggøre dit produkts bæredygtighed i praksis. Produktpasset er et EU-initiativ, som er en del af en bredere indsats for at fremme en cirkulær økonomi og sikre, at produkter designes og produceres med tanke på deres fulde livscyklus.
Den 12. december 2023 afholder vi i DI Digital arrangementet: Det nye Digitale Produktpas, hvor virksomheder kan få mere viden om produktpasset, og hvordan de kommer i gang med at forberede sig.
Lasse Quorning, Principal Consultant hos Immeo, som skal snakke om, hvordan virksomhederne sikrer det rigtige datagrundlag inden de skal i gang med det digitale produktpas på arrangementet den 12., er positiv:
”Hvis man som virksomhed griber dette krav som en mulighed for mere digitalisering i virksomhederne, opstår der flere fordele. Disse fordele centrerer sig om at blive en datadrevet virksomhed, hvor valid data er omdrejningspunktet for de produkter, services og processer, en virksomhed tilbyder sine kunder. Det giver mulighed for mere kundecentriske løsninger.” – siger Lasse Quorning, Principal Consultant hos Immeo.
Vi har ydermere spurgt Lasse, hvilke krav det er, virksomhederne skal indordne under med det kommende Digitale Produktpas.
”Det Digitale Produktpas stiller helt nye krav til produktinformationen man som virksomhed og producent skal udstille for kunden. Det kræver, at man som virksomhed skal omstille sig til at udstille produktdata på en struktureret måde, som før har været ”nice to have” når man vil oplyse sin kunde om produktets kvaliteter. Nye krav til produktets kvalitet, miljømæssige fodaftryk, materialer, hvordan det repareres, vedligeholdes og genanvendes, er blot nogle af de krav der følger med, og som kræver, at man har styr på data”. siger Lasse Quorning.
”Og så skal virksomheder redegøre for produkternes sammensætning på et detaljeniveau, vi ikke har gjort tidligere. Det indebærer f.eks. at der ikke blot beskrives produktinformation på produktniveau, men på komponentniveau,f.eks. hvilke batterier, møtrikker og skruer et produkt består af”, fortsætter Lasse.
Derudover vil Det Digitale Produktpas forudsætte, at virksomhederne for alvor får styr på sine data:
” Hvis virksomhederne skal kunne leve op til standarderne på Det Digitale Produktpas forudsætter det, at man får styr på sine data. Det forudsætter også, at man har styr på sin værdikæde, og derfor skal virksomheder også stille samme krav til sine leverandører. Det indebærer ikke blot, at man har en struktureret styring og sikring af valide data i sine systemer, men også i sine processer, hvor data indgår. Derfor er man nødt til at undersøge sin arkitektur og sine systemer for at sikre, at nødvendig information er tilgængelig til Det Digitale Produktpas, og for, at den rette data er tilgængelig i de arbejdsprocesser, hvor produktpasset vil indgå” – siger Lasse Quorning.
For mange virksomheder kan det betyde en ret stor omstilling - især i forhold til den digitale omstilling. Kom med, når vi på TechDIalog den 12. december, klæder dig på til de nye krav, som kommer af Det Digitale Produktpas.
Tilmeld dig TechDIalog her: Det Digitale Produktpas (danskindustri.dk)
TechDIalog
TechDIalog er DI Digitals nye forum, hvor vi sætter fokus på udfordringer og muligheder i branchen. Formatet i TechDIalog er uformelt og nede på jorden, hvor alle DI-medlemmer er velkomne.
Mød Immeo til DI Digitals TechDIalog
Immeo leverer konceptstærke digitale løsninger, som realiserer forretningspotentialer fra marketing til salg og service. De hjælper kunder med strategisk eksekvering gennem proaktiv rådgivning og implementering af innovative digitale løsninger og forretningsdrevet digital arkitektur. Lasse Quorning holder i forbindelse med DI Digitals techfælleskab, TechDIalog, den 12. december et oplæg der bl.a. handler om, hvordan du sikrer dig den bedste grobund for dit digitale produktpas ved at anvende korrekt data.