01.03.23 DI Digital Nyheder

Ring til den nye Cyberhotline og få hjælp til at styrke din virksomheds cybersikkerhed

Fra onsdag den 1. marts kan du som virksomhed få hjælp af den nye Cyberhotline for digital sikkerhed, hvis du ønsker råd og vejledning til, hvordan du beskytter dig mod it-kriminalitet eller få hjælp til hvordan du skal forholde dig, hvis din virksomhed er udsat for et cyberangreb.

Det er sikkerdigital.dk der står bag Cyberhotlinen, som har til formål at hjælpe særligt mindre virksomheder med at blive klogere på, hvordan de ruster sig mod digitale trusler som fx ransomware, faktura-bedrageri og phishing. 

”Cyberhotlinen er et godt første skridt mod mere konkret hjælp til SMV’er, der har spørgsmål til cybersikkerhed. Vi ser det på sigt som en del af den SMV-CERT, som vi gerne vil etablere som et samlingspunkt for cyberhjælp til SMV i et offentlig-privat samarbejde,” siger Morten Rosted Vang, fagleder for cybersikkerhed DI.

Via Cyberhotlinen kan du få telefonisk eller skriftligt hjælp til fx:

  • Forebyggende vejledning om hvordan du som borger beskytter dig mod it-kriminelle, fx hvordan du spotter falske mails, laver stærke kodeord eller får kontrol over, hvad der bliver delt om dig på sociale medier.
  • Råd og vejledning om hvordan du som borger sikrer dit trådløse netværk i hjemmet, opdaterer programmer eller sikrer børnenes digitale enheder.
  • Forebyggende vejledning til hvordan I som virksomhed ruster jer mod digitale trusler som fx ransomware, phishing, CEO-fraud, faktura-bedrageri eller DDoS-angreb.
  • Vejledning til hvordan I som virksomhed kan forholde jer, hvis I er udsat for et cyberangreb, herunder fordele og ulemper ved forskellige handlinger.

”Det er vigtigt at understrege, at den hjælp, som man kan få hos cyberhotlinen, er en helt indledende hjælp – en starthjælp. Er der brug for mere end det, vil man blive henvist til en it-sikkerhedsrådgiver på det private marked, ” siger Morten Rosted Vang, fagleder for cybersikkerhed DI.

Cyberhotlinen har åbent fra kl. 8-20 i hverdage og fra kl. 10-16 i weekenden og på helligdage.

Ring til Cyberhotline for digital sikkerhed på telefon 33 37 00 37 eller læs mere på www.sikkerdigital.dk/cyberhotline

Relateret indhold