Virksomheder anbefales at overgå til MitID Erhverv nu
Er jeres virksomhed endnu ikke overgået til MitID Erhverv anbefales det at gøre det nu. Med MitID Erhverv er I sikre på, at I fortsat kan læse Digital Post, søge barselsrefusion og benytte andre offentlige selvbetjeningsløsninger.
Hvorfor bliver NemID medarbejdersignatur til MitID Erhverv?
Større krav til sikkerheden og et ændret trusselsbillede kræver en ny og mere sikker løsning, når virksomheder og foreninger skal logge på Digital Post og offentlige selvbetjeningsløsninger.
MitID Erhverv samler NemID medarbejdersignatur og Brugeradministrationen fra Virk i én samlet løsning. Det gør det nemmere at oprette nye medarbejdere og give dem rettigheder til offentlige selvbetjeningsløsninger som fx at logge på og underskrive digitalt på vegne af virksomheden.
Hvornår skal I tilslutte jer MitID Erhverv?
Alle virksomheder, myndigheder og foreninger, der anvender NemID til erhverv skal skifte til MitID Erhverv, inden NemID til erhverv lukker. Tidligere har deadline været 30. juni 2023, men den er nu rykket frem til 31. oktober 2023.
Da der vil være begrænset drift af NemID efter den 30. juni, opfordrer Digitaliseringsstyrelsen dog alle organisationer, der har mulighed for det, til at overgå til MitID Erhverv inden den 30. juni 2023. Ligesom organisationer, der i dag benytter sig af OCES2-certifikater til fx system-til-system kommunikation eller sikker e-mail, skal skifte til nye OCES3-certifikater hurtigst muligt
Ny deadline redder virksomheder med udenlandske ansatte
DI har løbende påpeget overfor Digitaliseringsstyrelsen, at det er yderst problematisk, at virksomheder med ansatte i udlandet uden dansk CPR ikke kan få MitID Erhverv på nuværende tidspunkt. Det er derfor en glædelig nyhed, at Digitaliseringsstyrelsen har valgt at udskyde nedlukningen af NemID Erhverv - foreløbigt indtil d. 31 oktober 2023. Dette betyder nemlig at de virksomheder der ellers ville komme i klemme kan fortsætte med at benytte deres eksisterende løsning.

Hvem skal tilslutte sig til MitID Erhverv?
Har du medarbejdere i din virksomhed eller medlemmer i din forening, der skal læse Digital Post, søge barselsrefusion eller logge på øvrige offentlige selvbetjeningsløsninger på vegne af organisationen? Så skal I tilslutte jer MitID Erhverv, der erstatter NemID medarbejdersignatur.
Virksomhedsejere og foreninger kan nøjes med at bruge deres private MitID direkte
Du kan bruge dit private MitID direkte, hvis du som virksomhedsejer eller fx forperson for en forening er den eneste, der skal kunne logge ind på selvbetjeningsløsninger på vegne af din organisation. Du vælger blot at logge på som ledelsesrepræsentant i stedet for at logge på som privatperson. Så behøver organisationen ikke at bruge MitID Erhverv.
Læs mere om brug af privat MitID
Gode råd før I tilslutter jer MitID Erhverv
Før I tilslutter virksomheden eller foreningen til MitID Erhverv kan det være en god idé at rydde op i nuværende administratorer og medarbejdersignaturer, så I kun automatisk får flyttet administratorer og medarbejdersignaturer, der er relevante for jer. Samtidig kan I inden tilslutningen tage stilling til, hvordan medarbejderne eller foreningsrepræsentanterne fremover må logge på offentlig selvbetjeningsløsninger, f.eks. med det MitID, de bruger privat. Foreninger kan med fordel registrere en foreningsrepræsentant i CVR og på den måde undgå en manuel tilslutning.
Husk at tilslutte jer på MitID-Erhverv.dk, hvor der også er hjælp at hente.