Nyt redskab til bekæmpelse af svindel på internettet
Nu lanceres et nyt gratis værktøj, der skal hjælpe den almindelige bruger af internettet med at tjekke, om de er i gang med at blive udsat for cybersvindel af forskellig art. Bag udviklingen og lanceringen af værktøjet står DI Digital og Punktum dk og EBRAND.
Du kender det formentligt. Du modtager en mail, der ligner, at den er sendt fra en almindeligt anerkendt virksomhed eller institution. I mailen står der, at du har nogle penge til gode i skat, at du skal modtage en pakke eller noget helt tredje, som man normalt ikke ville ignorere. Når du nærlæser mailen, fremgår der en enkelt stavefejl, men skyldes det en svindlers brug af et oversættelsesværktøj eller en gemen slåfejl? Den sondring behøver du heldigvis ikke at stå alene med længere.
Nu lanceres den ny service, tjekpånettet.dk, der skal gøre det nemmere for alle internetbrugere at tjekke om det mistænksomme link, der er havnet i indbakken, er noget, der reelt stammer fra virksomheden, der fremgår som afsender eller ej.
Scams bliver værre
Baggrunden for lanceringen af tjekpånettet.dk skal ses i lyset af et stadigt eskalerende problem med online svindel. Der er sket en stigning med mere end 100 pct. i antallet af rapporteret online svindel mellem år 2019 og 2021 på globalt plan. Danmark er desuden det EU-land, der oplever mest svindel på internettet. I 2020 rapporterede 69 pct. af danskerne, at de havde været udsat for svindel på internettet.
Foruden stigningen i antal af svindelforsøg er der ligeledes sket en udvikling i, hvordan phishing og lignende tager sig ud. I takt med at mængden af svindelforsøg stiger, er online scams også blevet meget mere sofistikerede, og det er efterhånden ganske svært for den almene borger eller medarbejder at skille fårene fra bukkene. At kunne tjekke links på nettet vil derfor hjælpe mange internetbrugere med at opfange svindel, før det er for sent, men selvom tjekpånettet.dk sammenholder mange globale kilder for at tjekke om linket er legitimt, bør man ikke stole blindt på værktøjet. Der er stadig behov for forbrugerens egen fornuft, især i tilfælde med nye eller uopdagede typer af online svindel.

How to use
Gå ind på www.tjekpånettet.dk
Indtast det website, du vil tjekke
Herefter vises et grønt, gult eller rødt testresultat
Grøn - linket er pålideligt
Gul - du skal være påpasselig med linket
Rød - linket er upålideligt
Har du selv oplevet problemer med et website, som ikke fremgår af tjekpånettet.dk, kan du rapportere et problem ved at klikke på 'Rapportér' på forsiden.
Tilføj tjekpånettet.dk til dine favoritter i dag, og vær på den måde forberedt med et værktøj, når du modtager et suspekt link næste gang.