Besøg af Bent Flyvbjerg - Hvorfor er den digitale omstilling så svær?
Den 31. august var salen i Industriens hus fyldt og humøret højt da blandt andet professor Bent Flyvbjerg og digitaliseringsminister Marie Bjerre kastede lys på, hvordan vi kan blive bedre til at planlægge de store offentlige it-projekter.
André Rogaczewski, CEO i Netcompany og formand for DI Digital, bød velkommen til de mange gæster med en fælles interesse for den digitale omstilling.
Det er afgørende for vores samfunds fremtid, at vi evner at planlægge og implementere store digitaliseringsprojekter. Dette gør sig gældende i de danske SMV’er, men det gør sig især gældende i forbindelse med projektering af it-projekter i det offentlige. Det er ofte i det regi, de største digitaliseringsprojekter har hjemme.
Elefanten i rummet
Efter velkomsten entrerede digitaliseringsminister Marie Bjerre den farverige scene og fortalte om snabeldyr og udfordringer ved at implementere it-projekter:
”Digitalisering er en elefant i rummet, der larmer, når man er i rummet. Elefanten forsvinder ikke af sig selv, men er dog nemmere at sluge, hvis man deler den i mindre bidder. Heldigvis bliver vi løbende bedre til at drive it-projekter, og jeg tror helt afgjort, at et arrangement som det her, er endnu et skridt på vejen til at forbedre implementeringen af it-projekter fremover.”
Der er således ikke udsigt til, at it-projekter i fremtiden bliver mindre. Det er dog vigtigt, hvis vi vil komme de, til tider, store budgetoverskridelser til livs, at man deler projektet op i mindre moduler.
It-projekter er forbundet med stor risiko
Efter digitaliseringsministerens oplæg blev scenen sat af moderator Niels Krause-Kjær, der tog os med til en fireside-chat, hvor publikum blev bedt om at forestille sig dybe læderbetrukne stole, en knitrende pejs og cognac fra øverste hylde. Pladserne blev taget af professor Bent Flyvbjerg og Jens Schmidt, Head of Research Center for Government IT og codirector for Danish Institute for IT Program Management (DIIP).
”Okay, vi tager et koldt brusebad. 18 pct. af it-projekter har en budgetoverskridelse på gennemsnitligt 450 pct. Det betyder således også, at nogle it-projekter overskrider deres projekt med meget mere end 450 pct. I forhold til andre projekttyper er it-projekter det absolut mest risikofyldte at starte. Vi er altså den branche, der er ramt af størst usandsynlighed,” sagde Bent Flyvbjerg.
Derudover skal vi passe på det, som Bent Flyvbjerg kalder for ”danskersyge”. Vi har ofte en tendens til at påbegynde projekter, der aldrig er blevet lavet før. Vi påtager os derfor også alle risici, der er forbundet hermed. Fx er Apple blevet så stort fordi de aldrig er first movers. De venter med at begynde projekter til de kan se, hvad der virker for herefter at lave et attraktivt design.
4 gode råd
Han (Bent Flyvbjerg, red.) understregede desuden hans kongstanke som resultat af hans nyeste forskning: Modularitet og hastighed. Med modularitet menes, at det er vigtigt at have gennemgående kendskab til, de byggeklodser, du bruger til at bygge og projektere dit it-projekt. Hastigheden kan beskrives ganske kort med ”think slow, move fast”. Tænkning er nemlig billigt, hvorimod det er implementeringen, der er dyr. Måden at få hastighed i sine it-projekter er således at have gennemtænkt det på forhånd.
4 gode råd til planlægning og implementering af store it-projekter:
- Modularitet: Del de store projekter op i mindre stykker, der er nemmere at bide over.
- Hastighed: En måde at få hastighed i sine store it-projekter er, at gennemtænke og planlægge forud for implementeringen. Planlæg tidligt og allerede ved udviklingen af fx software.
- Bias: Vær opmærksom på misopfattelse af egen adfærd. Den største risiko forbundet med it-projekter, kommer fra dig selv.
- Erfaring: Det er vigtigt, at det hold, der er ansat på det store it-projekt har prøvet det før. Hvis man ikke kan finde erfarne folk, bør man overveje om man overhovedet skal starte projektet.