Fra venste: næstformand i Finansforbundet Steen Lund Olsen, digitaliseringsminister Caroline Stage, CEO og stifter Stephen Alstrup, SupWiz, og branchedirektør (konst.) Andreas Holbak Espersen, DI Digital. PR-foto

04.11.24 DI Digital Nyheder

SupWiz modtager Dataetikprisen 2024 for ansvarlig brug af AI

Fredag den 1. november overrakte digitaliseringsminister Caroline Stage på vegne af DI Digital og Finansforbundet Dataetikprisen til årets vinder: iværksættervirksomheden SupWiz.

SupWiz leverer AI-løsninger til virksomheders kundeservice, og de har blandt dette års nominerede skilt sig ud med en række initiativer, som skal sikre, at mennesker har kontrollen over AI og deres egne data. Dette har ført til, at SupWiz fredag blev tildelt Dataetikprisen 2024. 

DI Digital står sammen med Finansforbundet bag prisen, som i år blev overrakt af digitaliseringsminister Caroline Stage og ligger i forlængelse af Digital Future Innovation Challenge 2024. 

Danske virksomheder har en unik mulighed for at udnytte Danmarks digitale styrkeposition og bringe os i front med teknologiske løsninger, der bygger på dataetiske og ansvarlige principper. Dataetik er allerede et kvalitetsstempel, men vi ved, at det kan være en udfordring at omsætte de gode intentioner til praksis. Med Dataetikprisen ønsker vi at fremhæve eksempler på, hvordan ansvarlig AI og dataetik kan være god forretning og skabe internationale konkurrencefordele for danske virksomheder Andreas Holbak Espersen, Branchedirektør

Med tanke på den eksplosive udvikling i brugen af AI vokser fokus på ansvarlighed og etik omkring behandling af data. Formålet med prisen er derfor at hylde de virksomheder, som går forrest med integration af etik i deres databehandling, virksomhedskultur og forretningsmodeller.

Juryen har i år lagt vægt på, om virksomhederne leder som eksempler på transparent og etisk håndtering af data. Hertil er SupWiz gået skridtet videre. 

Dataetik ligger som fundament for SupWiz’ forretningsmodel. De stiller høje krav til etisk håndtering af data hele vejen fra deres underleverandører til deres kunder ved aktivt at sikre, at alle medarbejdere arbejder ud fra deres dataetiske principper. 

SupWiz arbejder for digital inklusion. Softwaren bygger på en sprogagnostisk teknologi, som sikrer, at spørgsmål forstås uanset slutbrugerens sprog og sprogegenskaber. De bliver rost for at være et godt eksempel på ”forklarbar AI” på det grundlag, at de sikrer transparens i slutbrugernes arbejde med chatbotten, hvilket giver kunden mulighed for at forholde sig kritisk til de AI-genererede svar. På den måde lægger SupWiz op til, at deres kunder tager kontrol over AI og deres egne data. 

Juryen har til sidst lagt vægt på, at SupWiz aktivt arbejder med udbredelsen af dataetik og ansvarlig AI ved blandt andet at agere som ekspertrådgiver for Datatilsynet samt at holde oplæg om implementering af dataetik i forskellige arenaer. 

DI Digital takker SupWiz for deres gode arbejde og ønsker dem tillykke med prisen.

Relateret indhold