Ny uddannelse i Cybersikkerhed på Århus Erhvervsakademi og Københavns Erhvervsakademi
I sommeren 2025 starter de første studerende i Århus og København på en ny uddannelse i Cybersikkerhed, som DI har kæmpet for i mange år.
I januar 2023 lavede DI Digital 11 anbefalinger for at imødekomme det akutte behov for styrkede cyber- og informationssikkerhedskompetencer i Danmark.
Cybersikkerhed er en af de mest efterspurgte it-kompetencer. Fra august kan Århus Erhvervsakademi (EAAA) og Københavns Erhvervsakademi (KEA) uddanne endnu flere specialister med de evner, som er så vigtige for at kunne forsvare vores data, danske virksomheder og den infrastruktur, vi alle er afhængige af.
Professionsbachelor i Cybersikkerhed er en uddannelse, der kvalificerer de studerende til at arbejde med både tekniske, forretnings- og udviklingsmæssige aspekter af cybersikkerhed i både den offentlige og private sektor. Uddannelsen tilbyder et spændende og alsidigt fagområde med mange muligheder for specialisering og skaber samtidig stor værdi og mening for både virksomheder og samfundet som helhed.
”Erhvervslivet har gjort det krystalklart, at manglen på IT-kompetencer er et stort problem for væksten i Danmark, manglen på cyberkompetencer gør det ganske enkelt umuligt at vinde kapløbet mod de cyberkriminelle, derfor er jeg yderst begejstret for, at vi fra næste år kan uddanne flere unge med lige præcis de kompetencer, som vores medlemmer efterspørger” siger Andreas Holbak Espersen, branchedirektør, DI Digital.
Mulighed for job efter to år
Uddannelsen er fleksibelt struktureret, så studerende har mulighed for at afslutte efter to år med en erhvervsakademiuddannelse i operationel cybersikkerhed og gå direkte ud på arbejdsmarkedet. For dem, der vælger at fortsætte, tilbydes en specialisering, der effektivt kombinerer teori og praksis på professionsbachelorniveau.
”At oprette en ny uddannelse kræver både et stort behov hos virksomhederne og en stor interesse fra de unge, og begge dele er massivt til stede i forhold til Cybersikkerhed," siger uddannelseschef fra KEA, Merete Hess.
Læs mere om den nye uddannelse i Cybersikkerhed på KEA.
Strategisk praktik og undervisere
Allerede nu skal virksomheder, som ønsker at tiltrække de første dimittender, begynde at planlægge, hvordan de strategisk bruger muligheden for lave praktikpladser som en metode til at rekruttere. En praktik, hvor de studerende har en positiv oplevelse, lærer noget og bidrager med nye impulser, er ubetalelig reklame over for en målgruppe, som der er rift om.
KEA og EAAA kan måske selv skaffe undervisere, men de får brug for hjælp fra virksomheder og organisationer, der stiller deres medarbejdere til rådighed til undervisning. Det kan bestemt også bruges strategisk til at spotte talenter iblandt de studerende og give en indsigt i de opgaver, som virksomheden løser.