Mangler I IT-specialister? Kom til karriedag, og find jeres næste lærling
Gør jer klar til at møde og tiltrække fremtidens IT-specialister – deltag i karrieredagen den 11. november 2024 i Billund og få direkte kontakt med op til 400 potentielle lærlinge fra data- og kommunikationsuddannelserne i Jylland.
IT-branchen står over for en voksende udfordring: der er mangel på kvalificerede specialister, og kampen om de bedste unge talenter er intens. Derfor inviterer Metalindustriens Uddannelsesudvalg til karrieredag, hvor I som virksomhed kan få direkte kontakt til dygtige og ambitiøse lærlinge fra data- og kommunikationsuddannelserne i Jylland. Her får I muligheden for at præsentere jeres virksomhed og opbygge relationer til potentielle medarbejdere, der står klar til at træde ind i branchen i 2024 og 2025.
Har jeres virksomhed adresse på Sjælland, kan I med fordel deltage i et tilsvarende event i marts, hvor lærlinge fra Sjælland deltager. Vi deler løbende information om datoer og tilmelding.
Hvor og hvornår?
Dato: Mandag den 11. november 2024
Sted: Legoland Conference, Billund
Pris: Gratis at deltage
Hvorfor deltage?
Karrieredagen er en unik mulighed for at rekruttere jeres næste IT-specialist. Mellem 200 og 400 lærlinge fra grundforløb og skoleoplæringscentre deltager, hvilket giver jer direkte adgang til fremtidens specialister inden for data- og kommunikationsuddannelserne. Deltagelse giver jer mulighed for at:
- Brande jeres virksomhed over for unge talenter
- Skabe netværk og bygge relationer med lærlinge, der er på udkig efter lærepladser
- Præsentere jeres jobmuligheder og karrieremuligheder for de lærlinge, der vil søge læreplads i 2024 og 2025
Hvad kan I forvente?
På karrieredagen vil I have en stand, hvor lærlingene kan besøge jer i løbet af dagen. Her kan I:
- Introducere jeres virksomhed, arbejdsopgaver og muligheder for lærlinge
- Tale om de lærlingeforløb, I tilbyder i 2024 og 2025
- Udveksle visitkort og få lærlingenes kontaktoplysninger og CV’er til fremtidig opfølgning
Lærlingene besøger jeres stand i tre hold med pauser imellem, hvilket giver tid til at tale med de enkelte kandidater og skabe personlig kontakt.
Praktisk information
- Det er gratis at deltage.
- I får en stand på 2x2 meter med ét højt cafébord. Indret standen, så den fanger lærlingenes opmærksomhed.
- Det anbefales at have mindst to medarbejdere på standen for at kunne tage godt imod lærlingene.
- Der sørges for forplejning til alle virksomhedsrepræsentanter under dagen.
Grib chancen for at tiltrække de bedste lærlinge og sikre fremtiden for jeres virksomhed!