Nyt fælles udspil fra Dansk Industri, Dansk Erhverv og Teleindustrien vil fremtidssikre Danmarks digitale infrastruktur
Den digitale infrastruktur har brug for et markant løft for at imødekomme fremtidens behov. Her præsenterer vi vores nøgleanbefalinger forud for de kommende telepolitiske forhandlinger.
Den danske digitale infrastruktur er forudsætningen for vækst, konkurrenceevne, sikkerhed og for en velfungerende hverdag for de fleste danskere. Men investeringerne kommer ikke af sig selv, og der er brug for en ny ambitiøs telepolitik, der understøtter fremtidens digitale behov.
I et nyt fælles udspil kommer Dansk Industri, Dansk Erhverv og Teleindustrien med anvisninger til, hvordan Danmark får en digital infrastruktur i verdensklasse. Vi ser et massivt behov for flere investeringer i infrastruktur og i innovation, en mere ambitiøs og aktiv erhvervspolitik på området og et styrket fokus på cybersikkerhed såvel som fysisk sikkerhed for digital infrastruktur.
”Vi har brug for ambitiøs politik og regulering på teleområdet, som skaber de bedste rammer for investeringer. Det er nødvendigt for at styrke samfundet og virksomhederne. Digital infrastruktur er uundværlig for anvendelsen af nye teknologier som supercomputere, AI og cloud-løsninger.”
“Derfor er det vigtigt for Dansk Industri, at en ny teleaftale har fokus på at styrke digital anvendelse såvel som at understøtte samfundets robusthed med fokus på fysisk og cybersikkerhed,” siger Andreas Holbak Espersen, fungerende branchedirektør i Dansk Industri.
Seks hovedprioriteter for en fremtidssikret telepolitik
Vores udspil foreslår, at telepolitikken bør bygge på seks centrale indsatsområder, der tilsammen vil fremme:
- Øgede investeringer i den digitale infrastruktur
- Udvikling og anvendelse af nye teknologier
- Etablering af en robust digital infrastruktur i hele landet
- Øget cybersikkerhed og beskyttelse mod trusler
- Forebyggelse af digital svindel
- Nedbringelse af klimaaftryk fra digitale løsninger
Mario Draghi, tidligere chef for Den Europæiske Centralbank, har for nylig advaret om, at Europa står i en vækstkrise. En af de mest effektive løsninger på denne udfordring er at øge investeringerne i digital infrastruktur. Hvis vi handler nu, kan Danmark ikke blot sikre sin egen fremtidige vækst, men også styrke sin position som en digital frontløber i Europa.
I Dansk Industri håber vi, at de kommende telepolitiske forhandlinger vil resultere i en ambitiøs aftale, der sikrer, at både borgere, virksomheder og det offentlige får adgang til en sikker og fremtidssikret digital infrastruktur – en infrastruktur, der kan understøtter morgendagens teknologiske innovation.
Kom med til telekonference om fremtidens digitale infrastruktur
For at drøfte disse vigtige spørgsmål inviterer vi i samarbejde med Dansk Erhverv, Teleindustrien, IT-Branchen og IDA Connect til konference for digital infrastruktur den 21. oktober. Her vil politikere, eksperter, minister og branchefolk diskutere, hvordan vi kan imødekomme fremtidens krav til investeringer, sikkerhed og modstandsdygtighed i vores digitale infrastruktur.
Se det fulde program og tilmeld dig her.
I DI håber vi, at der med de kommende telepolitiske forhandlinger kan laves en aftale, som kan være med til at fremtidssikre Danmarks digitale infrastruktur.