Bæredygtighedsrapportering skal være simpelt og give plads til forbedring
Hos DI Digital glæder vi os over Erhvervsstyrelsens fokus på virksomheders åbenhed frem for perfektion i de første bæredygtighedsrapporter. Læs om forventningerne til rapporteringen og DI Digitals kommende ESG-kit.
Mange virksomheder skal i år i gang med bæredygtighedsrapportering iht. CSRD, og mange er også allerede i gang. Nu kommer Erhvervsstyrelsen med deres forventninger til de første rapporter, og der er heldigvis ikke fokus på den ”perfekte” rapport de første år.
Erhvervsstyrelsen har den 17. januar udsendt brev til revisorer om bæredygtighedsrapportering- og erklæringsarbejde. I brevet lægger Erhvervsstyrelsen vægt på, at implementering for danske virksomheder skal være en løbende proces, hvori virksomhederne sikrer kvaliteten af deres rapportering.
Guiden lægger særlig vægt på, at der i en årrække skal være plads til fejl, så længe at virksomhederne er transparente omkring deres udfordringer, og lægger en strategi for, hvordan udfordringerne kan udbedres i fremtiden.
Desuden fastlægges det, at virksomheder i løbet af en implementeringsfase langsomt skal udvide deres rapportering til at omfatte alle European Sustainability Reporting Standards (ESRS-standarderne).
Det vigtigste er at komme i gang. CSRD og taksonomiforordningen handler om at skabe transparens og langsigtet forbedring – ikke at rapporteringen er perfekt fra første år. Erhvervsstyrelsen
I DI er vi glade for, at fokus er på at virksomhederne kommer i gang og lærer undervejs. Det er også derfor vi i DI Digital inden længe lancerer et ESG-kit for DI Digitals medlemmer, som skal gøre det nemmere at komme i gang med bæredygtighedsrapportering og muligt at hente inspiration for de digitale virksomheder, som over en længere periode har beskæftiget sig med området.
ESG-kittet lanceres i marts måned. I kan finde mere information i vores nyhedsbrev og på hjemmesiden, når vi nærmer os.