28.01.25 DI Digital Nyheder

Få op til 100.000 kr. i tilskud til privat rådgivning for at løfte din forretning digitalt: SMV:Digital-pulje er netop åbnet

Har din virksomhed brug for hjælp til at digitalisere til gavn for forretningen? SMV:Digital har netop åbnet for en ny runde ansøgninger og tilbyder tilskud på op til 100.000 kr. til privat rådgivning. Læs mere om vilkårene her, og find ud af, om digital rådgivning kunne være noget for jer.

SMV:Digital er en tilskudsordning målrettet SMV’er, der giver mulighed for at ansøge om hjælp til at digitalisere forretningen.

Den netop åbnede pulje til privat rådgivning kan søges til igangværende projekter, men også til nye digitaliseringsinitiativer. Tilskuddet kan fx bruges til at understøtte eller afsøge potentialer inden for systemintegration, produktionsoptimering, forretningssystemer, kunstig intelligens, robotteknologi, Business Intelligence samt e-handelsplatform og online markedspladser.

SMV:Digital drives i samarbejde med landets seks erhvervshuse, og siden SMV:Digital blev etableret i 2018 har programmet ydet finansiel støtte til mere end 7.000 virksomheder. Det fremgår af målinger fra 2023, at de deltagende virksomheder opnåede en 8% højere stigning i omsætning to år fra projektbegyndelsen end lignende virksomheder, som ikke deltog.

Foruden tilskud tilbyder programmet en række projektværktøjer og understøtter også med viden undervejs i gennemførslen af projekterne. Med andre ord kan der være flere fordele at høste ved at se nærmere på  mulighederne i programmet.

Om puljen

Tilskud: 100.000 kr. 
Anvendelse: Indkøb af rådgivning i overensstemmelse med projektbeskrivelse og øvrige vilkår. 
Tilsagnsperiode og afrapportering: Dit projekt skal være afsluttet og afrapporteret senest den 30. september 2025.
Medfinansiering: 1:1 med afholdte løntimer, kontant betaling eller en kombination. 
Puljens størrelse: 21 mio. kr., og derfor kan 210 virksomheder modtage tilsagn.
Støttet af: Den Europæiske Union - EU’s genopretningsfond NextGenerationEU.

smv digital

Sådan søger du

Puljen søges gennem et først-til-mølle-princip, hvorefter modtagerne udvælges på baggrund af en projektansøgning. Puljen åbnede for ansøgning den 27. januar.

Læs mere på smvdigital.dk og kom i gang med din ansøgning.

Flere muligheder for tilskud i 2025

Den 7. april 2025 åbner endnu en pulje til lån af robotteknologi. Samlet set tilbyder SMV:Digital 26 mio. kr. til støtte fordelt på de to puljer i 2025.

Maja Friis Henriksen

Maja Friis Henriksen

Chefkonsulent

Relateret indhold