30.01.25 DI Digital Nyheder

Hvem er årets cyberforbilleder? Indstil nu til Cyber Security Awards 2025

Fire prestigefyldte priser skal hædre de virksomheder og personer, der gør en ekstraordinære indsats i kampen for et mere sikkert digitalt samfund og erhvervsliv.

Årets Cyber Security Awards 2025 finder sted torsdag den 13. marts i København. Ved awardshowet hyldes og anerkendes de virksomheder og aktører, der yder en særlig indsats på cybersikkerhedsområdet. Der er nu åbent for nomineringer til personer eller virksomheder, som fortjener at blive hædret.

"Med det aktuelle trusselsbillede er informationsdeling og erfaringsudveksling på tværs af brancher blevet en nødvendighed for at styrke vores robusthed. Cyber Security Awards har vi startet med netop det formål at skabe mere transparens og åbenhed i branchen og samtidig hylde de virksomheder og aktører, der har gjort det særligt godt inden for cybersikkerhed. Vi ønsker med disse awards at inspirere til bedre cybersikkerhed," siger John Henriksen, CEO hos TDC Erhverv, der står bag arrangementet.

Årets jury består af profiler fra både det offentlige og private erhvervsliv, heriblandt branchedirektør i DI Digital Andreas Holbak Espersen.

"Vi opfordrer alle og bredt på tværs af brancher til at nominere. Cyber Security Awards er en anledning til at anerkende indsatsen og inspirere andre til at styrke deres cybersikkerhed," tilføjer Andreas Holbak Espersen, Branchedirektør for DI Digital.

Del af større cybersikkerhedsevent

Cyber Security Awards udgør afslutningen på TDC Erhvervs Cyber Security Dag den 13. marts i The Plant i København. Eventet er arrangeret i samarbejde med IT-Branchen, DI Digital og Cisco.

Formålet med eventen er at styrke danske virksomheders cybersikkerhed gennem indsigt i det aktuelle trusselbillede, hackernes metoder, konkrete værktøjer og fremtidens cybersikkerhed. Dagen byder på en række oplæg fra førende eksperter, virksomheder og myndigheder.

Priskategorierne er:

  • Det Gyldne Gitter: Hovedprisen hylder en virksomhed, der har forbedret sin egen eller andres cybersikkerhed markant det seneste år
  • Åbenhedsprisen: Fremhæver en virksomhed eller person, der åbent har delt erfaringer om cybersikkerhed, også når det har været udfordrende.
  • Årets Kvindelige Cyberinspirator: Anerkender en kvindelig rollemodel, der har sat cybersikkerhed på dagsordenen og inspireret andre.
  • Årets SMV-indsats: Belønner en mindre virksomhed, der trods begrænsede ressourcer har prioriteret cybersikkerhed på flotteste vis.

Sådan nominerer du

Danske virksomheder, organisationer og personer kan nu nomineres til årets priser via https://cybersecuritydagen.dk/nominer2025/Fristen for nominering er den 21. februar 2025.

Jeppe Engell

Jeppe Engell

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 4768
  • Mobil +45 4072 8990
  • E-mail jepe@di.dk

Relateret indhold