GettyImages
22.10.25 DI Digital Nyheder

Ny AI Act Service Desk skal gøre det lettere at implementere AI-forordningen

Europa-Kommissionen har lanceret en ny digital platform, der skal hjælpe virksomheder med at skabe overblik over AI-forordningens mange aspekter.

AI-forordningen har været gældende siden den 1. august 2024 og regulerer ansvarlig brug af kunstig intelligens i Europa. Reglerne indeholder blandt andet krav til, hvordan bestemte typer af kunstig intelligens må og ikke må benyttes.

Forordningen er omfattende og siden vedtagelsen givet anledning til spørgsmål fra blandt andre europæiske virksomheder om, hvordan kravene efterleves. Europa-Kommissionen har derfor oprettet en hjælpeplatform, der går under betegnelsen AI Act Service Desk. 

Med denne platform kan du undersøge, om din virksomhed er omfattet af lovgivningen – og få overblik over, hvilke skridt der kan tages for at overholde forordningens krav.  

Platformens funktioner 

Platformen består af en hjemmeside, hvor relevante informationer om AI-forordningen kan findes – suppleret med værktøjer, der vejleder om forskellige sektioner af forordningen.  

1. Compliance Checker 

Dette værktøj hjælper gennem et interaktivt spørgeskema med at vurdere, om dine AI-systemer og generelle AI-modeller lever op til kravene i AI-forordningen, og hvad man kan gøre for at sikre compliance. 

2. AI Act Explorer

Dette værktøj skal hjælpe med at give overblik over forordningens formål og centrale elementer – og gøre det lettere at navigere mellem forordningens kapitler, bilag og bestemmelser.  

3. National Resources

Under denne sektion kan man finde relevant information, kontaktpunkter og kommunikationsmateriale fra EU-medlemslandene om AI-forordningen.

I forlængelse af disse værktøjer er det på platformen også muligt at finde svar på ”de mest stillede spørgsmål” vedrørende forordningen.  

Relateret indhold