Ny kvantefond skal cementere Danmark som et digitalt foregangsland
Danmark er allerede en førende spiller inden for kvanteteknologi. Med en ny kvantefond tages skridtet videre mod enestående kvanteteknologisk udvikling.
Med åbningen af 55 North indtager Danmark en central rolle i fremtidens digitale innovationskapløb. Kvantefonden er verdens største og har en samlet investeringskapacitet på 1 mia. danske kroner. Fonden er skabt i samarbejde mellem regeringen, Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO) samt Novo Holdings og har til formål at investere i lovende kvantevirksomheder både nationalt i Danmark, men også internationalt. Initiativet er en strategisk milepæl for dansk erhvervsliv og markerer ambitionen om at bringe Danmark og Europa helt i front på det globale kvantemarked.
Vi er i en tid på den digital scene, hvor Europa er præget af den hårde konkurrence, som de møder fra både USA og Kina. Baggrunden for fonden ligger derfor også i et stigende behov for at kunne matche disse massive investeringer, der globalt foretages i kvanteteknologi. Håbet med fonden er dermed at fremme projekter, der har potentialet til at revolutionere blandt andet cybersikkerhed, sundhed, logistik og meget mere gennem innovative teknologier på dansk og europæisk jord.
”Kvanteteknologien har potentialet til at løse mange af de store udfordringer, vi mennesker står overfor. Fonden giver Danmark og Europa mulighed for at fastholde og styrke kompetencer, konkurrenceevne og innovationskraft inden for et felt med ekstrem stor betydning for fremtidens sikkerhed, velfærd og erhvervsliv”, lyder det fra Andreas Holbak Espersen, Branchedirektør i DI Digital.
En styrkeposition for Danmark
På den danske front har vi allerede verdens højeste koncentration af forskere samt de største investeringer pr. indbygger når det gælder kvanteteknologi. Med fonden, 55 North, er planen, at danske virksomheder skal have adgang til både yderligere kapital og netværk, der skal kunne fremme deres udvikling. Her er målet, at forskningsresultater skal kunne omsættes til kommerciel succes, således flere danske vækstvirksomheder bliver forankret på hjemmemarkedet i Danmark. En kritisk forudsætning for vores fremtidige innovationskraft såvel som vores konkurrenceevne.
”Vi skal investere massivt i morgendagens teknologier, hvis vi skal lukke det europæiske innovationsgab og komme med i kvantekapløbet mod USA og Kina. Derfor er den nye kvantefond en afgørende milepæl, der vil styrke Danmarks allerede solide position på området”, siger Andreas Holbak Espersen, Branchedirektør i DI Digital.
Fremmer digitale virksomheder
Kvantefondens etablering skal ligeså være med til at styrke den digitale sektor. Helt konkret skal fonden være med til at bane vej for, at Danmark kan fastholde og tiltrække de mest lovende vækstvirksomheder og digitale talenter inden for kvanteteknologi. Dette skal ske gennem lettere adgang til risikovillig kapital, således danske virksomheder kan ruste sig bedre til at udnytte kvanteteknologiens kommercielle muligheder. Som følge af dette, skal det blive lettere for virksomhederne ar skabe nye produkter og tjenester såvel som at eksportere disse på det globale marked.
Således bliver det muligt for Danmark at cementere sin position som digital frontløber og sikre, at digital udvikling kun bliver endnu mere substantielt for det danske erhvervsliv i fremtiden. Endegyldigt vil dette give Danmark en styrkeposition, i den forstand, at digitale kapabiliteter vil blive et dansk varemærke.
”Med fondens kapital skal vi have kvantevidenskaben ud af laboratorierne og ind i både danske og internationale virksomheder. Det er samtidig vigtigt, at vi arbejder på at opbygge en europæisk efterspørgsel, så teknologien bliver en løftestang til at styrke den europæiske konkurrenceevne bredt set”, tilføjer Andreas Holbak Espersen, Branchedirektør i DI Digital.
Hos DI Digital ser vi 55 North som en stor gevinst for Danmark. Vi mener ikke alene, at fonden vil stimulere innovation og åbne nye døre for digitale virksomheder, men også styrke hele Europas konkurrencedygtighed. Danmark skal bevæge sig fra et teknologisk laboratorium, til et globalt omdrejningspunkt for digital vækst og kvanteteknologisk innovation. Med den nye fond har Danmark taget et markante skridt mod en ny retning, hvor digitale investeringer går hånd i hånd med visionen om et konkurrencedygtigt Danmark og Europa.