Nyt DI-udspil skal bane vejen for mere kapital til de danske vækstvirksomheder
Et nyt udspil fra DI samt Forsikring og Pension skal gøre det nemmere for vækstvirksomheder at hente risikovillig kapital på både det danske og europæiske marked.
Alt for mange danske vækstvirksomheder søger mod udlandet for at finde den nødvendige kapital til at vokse. Det betyder, at arbejdspladser, innovation og værdifuld teknologi risikerer at forsvinde fra Danmark og Europa. Det udfordrer vores konkurrenceevne og vores digitale suverænitet.
Derfor har Dansk industri og Forsikring & Pension lanceret udspillet ”En investering i fremtiden – fire forslag til at løfte og udvikle danske vækstvirksomheder”.
Udspillet indeholder fire forslag:
- Skab mere fleksible finansieringsmuligheder for start-ups.
- Byg bro mellem store investorer og vækstvirksomheder.
- Skab grundlag for flere investeringer i samfundskritiske sektorer.
- Frigør mere kapital til virksomhedslån.
Baggrunden er klar: Europa sakker bagud, når det gælder innovation, risikovillig kapital og teknologisk udvikling. Siden år 2000 har Danmark skabt 13 unicorns – iværksættervirksomheder med en markedsværdi over 1 mia. USD. Men ni af dem har forladt landet i jagten på kapital. Det er en tendens, vi skal vende, hvis Danmark fortsat skal være en iværksætternation med globale vækstsucceser.
Adgang til kapital som løftestang for styrket konkurrenceevne og digital suverænitet
Danmark er blandt verdens mest digitaliserede lande. Men vi halter efter, når det gælder investeringer og adgang til risikovillig kapital. Hvis vi vil styrke Danmarks og Europas konkurrenceevne og digitale suverænitet, skal vi investere massivt i innovation, teknologi og digitale løsninger. Det kræver, at vi fastholder og udvikler digitale virksomheder i Danmark og EU – virksomheder, der kan drive udviklingen af fremtidens teknologier.
Adgang til kapital er et afgørende skridt i den retning. Det handler om at mobilisere privat kapital og samtidig arbejde hen imod ét sammenhængende europæisk kapitalmarked. Skal vi forløse potentialet i Europas vækstvirksomheder, kræver det desuden fleksible rammevilkår, enklere og harmoniserede regler, et stærkt indre marked og et tæt partnerskab mellem offentlige og private investorer. Kun sådan kan vi omsætte talent og innovation til vækst og velstand – til gavn for hele Europa.
Udspillet fra DI og Forsikring & Pension viser vejen til at fastholde og udvikle flere vækstvirksomheder på dansk og europæisk jord. Det handler ikke kun om kapital – det handler om at sikre, at vi har et konkurrencedygtigt samfund, der høster det fulde udbytte af den digitale omstilling.