Branchedirektør, DI Digital, Andreas Holbak Espersen, Uddannelses- og forskningsminister, Christina Egelund, Adm. Direktør, Novo Nordisk Fonden, Mads Krogsgaard Thomsen, Erhvervsminister, Morten Bødskov, Adm. Direktør, DI, Lars Sandahl Sørensen til arrangement i forbindelse med European Quantum Technologies Conference 2025.

19.11.25 DI Digital Nyheder

Danmark markerer sig som kvantenation

I sidste uge samlede DI Digital centrale aktører fra ind og udland til en aften i kvantetegnet. Arrangementet fandt sted i forbindelse med European Quantum Technologies Conference 2025, EQTC, som i år afholdes i København som et officielt event under det danske EU-formandskab.

Konferencen står i et særligt politisk og teknologisk øjeblik, hvor EU’s kvantestrategi er vedtaget, og arbejdet med en kommende EU Quantum Act er på vej. 

Aftenen bød på oplæg fra centrale stemmer som Mads Krogsgaard Thomsen, administrerende direktør for Novo Nordisk Fonden, erhvervsminister Morten Bødskov, uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund og DI’s administrerende direktør Lars Sandahl Sørensen. Desuden bidrog Danmarks techambassadør Anne Marie Engtoft Meldgaard, som satte rammen for en paneldebat med en række kvantevirksomheder. 

Med arrangementet ønskede DI Digital at markere Danmarks position som kvantenation med dybe historiske rødder og klare fremtidsambitioner. Som Mads krogsgaard Thomsen, formulerede:

“Danmark har helt tilbage fra Niels Bohrs tid været førende inden for kvantemekanik, og i dag særligt inden for kvantefysik og kvantekemi, står vi stærkt.”

Mads Krogsgaard Thomsen, administrerende direktør for Novo Nordisk Fonden.

Han understregede samtidig vigtigheden af skalering og samarbejde: 

“Det afgørende er, at vi ser nogle gennembrud inden for skaleringen af kvantecomputing. Det er nu, at vi som land og som Europa skal løfte opgaven sammen”. 

Fra Niels Bohrs banebrydende arbejde til dagens stærke forskningsmiljøer, testfaciliteter og spirende virksomheder bygger Danmark videre på en arv, der giver os en naturlig rolle i den globale kvanteudvikling. Aftenen satte fokus på, hvorfor kvanteteknologier er vigtige for både forskning, sikkerhedspolitik, grøn omstilling og fremtidens konkurrencekraft. 

Arrangementet samlede ministre, ambassadører, forskere, virksomheder og internationale organisationer i et fælles rum. Formålet var at skabe et stærkt netværk på tværs af forskning, industri, politik og investering, så nye samarbejder kan vokse frem. 

Fælles for indlæggene var budskabet om, at Danmark rummer både de skarpeste hoveder, stærke forskningsmiljøer, avanceret infrastruktur og et voksende erhvervsøkosystem, som er klar til at skalere kvanteløsninger. Samtidig er der opmærksomhed på behovet for at binde forskning, virksomheder og investorer tættere sammen. 

Ud over de faglige indspark var der god tid til networking, uformelle drøftelser og nye forbindelser på tværs af lande og sektorer. Gæsterne fik mulighed for at dele erfaringer, drøfte konkrete muligheder for samarbejde og lade sig inspirere af forskellige perspektiver på kvantefeltet. 

Arrangementet sendte et tydeligt signal om, at vi har viljen, kompetencerne og investeringerne, og at Danmark står klar til at tage medansvar for at forme Europas og verdens kvantefremtid. Tak til alle oplægsholdere og deltagere ved arrangementet. 

Relateret indhold