EU-programmer åbner døre for virksomhedernes digitale omstilling
Bliv klogere på, hvordan din virksomhed kan få del i EU’s digitale støtteprogrammer – og hør direkte fra danske virksomheder, der har fået succes med midler fra Digital Europe og Horizon Europe.
Digital omstilling og teknologisk suverænitet er blandt de mest presserende dagsordener i Europa. For at understøtte udviklingen har EU afsat betydelige midler gennem programmerne Digital Europe og Horizon Europe, som giver støtte til projekter, der styrker Europas digitale kapacitet og konkurrenceevne.
Som led i DI Digitals fokus på at fremme investeringer i digital teknologi og forbedre virksomhedernes adgang til kapital inviterer vi til et virtuel arrangement, hvor du får overblik over mulighederne for at søge støtte fra de to EU-programmer.
Du vil blandt andet møde to danske virksomheder, der deler deres erfaringer med støtteprogrammerne:
- Khora, som arbejder innovativt med virtual og augmented reality
- AgriRobot, der udvikler avancerede robotløsninger til landbruget
Virksomhederne vil give konkrete indblik i deres proces, udfordringer og gevinster – og inspirere dig til, hvordan din virksomhed kan bruge EU-programmerne.
Som deltager vil du derudover møde Digitaliseringsstyrelsen og Uddannelses- og Forskningsstyrelsen, der fungerer som nationale kontaktpunkter for de to programmer. De vil fortælle mere om programmerne og give konkret rådgivning og vejledning til, hvordan man som virksomheder søger støtte.
Arrangementet giver dig:
- Introduktion til de centrale støtteområder i Digital Europe og Horizon Europe.
- Cases fra danske virksomheder, der har fået støtte.
- Viden om ansøgningsprocessen – krav, deadlines og gode råd.
- Adgang til rådgivning og støtteværktøjer fra nationale kontaktpunkter.
Hvis din virksomhed overvejer – eller allerede er i gang med – digitale projekter, er dette arrangement særligt relevant. Vi glæder os til at byde dig velkommen til en dag med digital udvikling i højsædet.
Kort om programmerne
Digital Europe:
- Støtter digital omstilling og udvikling af digitale teknologier.
- Bevilliger projekter om blandt andet kunstig intelligens, cybersikkerhed og digitale færdigheder.
- Samlet budget: ca. 8,1 mia. euro (2021-2027).
Horizon Europe:
- Støtter forskning, udvikling og innovation på tværs af sektorer.
- Bevilliger projekter om blandt andet sundhed, klima, digitalisering og industrielle teknologier.
- Samlet budget: ca. 93.5 mia. euro (2021-2027).