GettyImages

17.12.25 DI Digital Nyheder

Nyt energisamarbejde kan bane vejen for flere datacentre i Danmark

Adgangen til strøm er i dag en af de største barrierer for at etablere nye datacentre. Derfor er det et vigtigt skridt, at Energinet nu åbner for at undersøge nye modeller, hvor tredjeparter kan hjælpe med udbygningen af transmissionsnettet – og det kan få stor betydning for Danmarks evne til at løfte AI og digitaliseringen i praksis.

Datacentre er i stigende grad en forudsætning for digitalisering, kunstig intelligens og cloud-baserede løsninger. Uden dem kan vi hverken skalere AI, drive sikre offentlige tjenester eller understøtte den grønne og digitale omstilling. Muligheden for nye nye samarbejdsformer med erhvervslivet kan derfor være med til at forkorte ventetiderne på net tilslutning og gøre processen mere smidig for opførelsen af datacentre.

Energinets nye tiltag giver mulighed for, at datacenterprojekter selv kan bidrage til dele af net tilslutningen, eksempelvis gennem arealforberedelse, kabler eller midlertidige tilkoblinger. Det kan gøre det muligt at igangsætte projekter tidligere, mens den langsigtede udbygning af elnettet færdiggøres. Aftalen skal således afklare, hvilke opgaver store el forbrugere kan overtage fra Energinet for at opnå hurtigere adgang til elnettet. 

Datacentre er kritisk digital infrastruktur

Datacentre udgør rygraden i det digitale økosystem. De understøtter alt fra AI-modeller og cloudtjenester til cybersikkerhed, dataopbevaring og digitale løsninger i industrien.  

Derfor mener vi, at det er et vigtigt skridt i den rigtige retning: 

“Hurtigere og mere fleksible nettilslutninger er helt afgørende, hvis Danmark og EU skal indfri vores AI- og cloudambitioner. Datacentre er en grundlæggende forudsætning for digitalisering, kunstig intelligens og vækst i hele erhvervslivet. Derfor skal vi sikre mere forudsigelige rammer og hurtigere tilslutning, så Danmark fortsat er et attraktivt sted at investere i digital infrastruktur,” – Anders Skovbakke, chefkonsulent i DI Digital

Initiativet kan dermed få betydning for Danmarks muligheder for at tiltrække nye investeringer, hvor hurtig og forudsigelig adgang til strøm i stigende grad spiller en central rolle. 

Relateret indhold