28.11.25 DI Digital Nyheder

Hvad betyder digital suverænitet i praksis – og hvordan vælger du den rigtige løsning?

Efterspørgslen efter digitale løsninger, der kan styrke virksomheders digitale suverænitet, er større end nogensinde. Men hvad vil det egentligt sige, at en løsning er digitalt suveræn – og hvordan finder man vej i et marked, hvor muligheder og krav er i hastig udvikling?

Når en virksomhed beslutter at gå i retning af større digital suverænitet, åbner der sig et marked fyldt med muligheder – men også med stor kompleksitet. Det er helt naturligt, at leverandører orienterer sig efter den stigende efterspørgsel og reklamerer for løsninger, der er digitalt suveræne, men som virksomhed kan det være svært at gennemskue, hvornår en løsning reelt matcher ens behov, og hvordan man får afdækket mulighederne i markedet på en måde, der gør det muligt at træffe et oplyst valg.  

Hvad betyder det, at en løsning er digitalt suveræn? 

Digital suverænitet handler for den enkelte virksomhed først og fremmest om at sikre tilstrækkelig kontrol over forretningskritiske data og it-løsninger og at have en klar plan for, hvad man gør i tilfælde af utilgængelighed – en såkaldt business continuity-plan.

Men hvordan digital suverænitet oversættes i praksis varierer kraftigt. Nogle vælger fuldt europæiske løsninger, fx air-gapped systemer, hvor data og drift er fysisk adskilt fra globale netværk. Andre vælger hybride modeller, hvor man kombinerer internationale teknologier med lokale løsninger for at sikre høj funktionalitet, men med et ekstra lag af europæisk sikkerhed og kontrol. En tredje gruppe af virksomheder kører videre med ikke-europæisk teknologi, men kaster et ekstra kritisk blik på dataplacering, adgang og exit-muligheder i dialog med leverandøren.

Det rette setup afhænger altid af en virksomheds konkrete risikoappetit og forretningsstrategi. Derfor findes der ikke én ”one size fits all”-løsning til digital suverænitet, men det hele starter med en grundig risikovurdering.  

Strategi bliver til praksis i Suveræn Tech

I det nyeste afsnit af podcastserien, Suveræn Tech, sætter DI Digital fokus på udfordringen med at vælge løsninger på et marked i bevægelse  Sammen med John Henriksen, CEO i TDC Erhverv, Magnus Höjman, CEO i Capgemini Danmark og Michael Wätjen, vice president i cBrain dykker vi ned i, hvordan virksomheder kan stille de rigtige spørgsmål, vurdere markedets løsninger og træffe valg, der matcher deres forretning.

John Henriksen peger i episoden på, at det afgørende første skridt er at skabe overblik over sine data:

“Når vi taler digital suverænitet, taler vi først og fremmest om data. Det handler om at mappe sine data – hvilke data har jeg, hvordan er de klassificeret, hvor er den henne på et givent tidspunkt, og hvordan har jeg tænkt mig at beskytte den? Det er startpunktet.”

Magnus Höjman fremhæver, at det sjældent giver mening at stræbe efter at opnå 100 % digital suverænitet, men om at finde den rette balance og stille de rigtige krav:

“Det er meget svært at opnå fuld digital suverænitet, men man kan sikre sig, at man har gennemtænkt sine afhængigheder og har en plan for, hvordan man kan agere, hvis forudsætningerne ændrer sig. Det handler om at stille de rigtige spørgsmål til sine leverandører og have fleksibilitet i sine løsninger. Det vigtige er, at virksomhederne hver især definerer, hvad digital suverænitet betyder for dem”. 

Et stærkere europæisk marked for digitale løsninger 

I episoden stilles der også skarpt på, at udviklingen af stærke europæiske alternativer kræver mere end efterspørgsel fra virksomhederne. Der er brug for politisk handling, der kan skabe et mere harmoniseret og konkurrencedygtigt marked for kritiske teknologier i Europa.

”Jeg håber, at markedskræfterne kan få lov til at skabe flere alternativer til udenlandske produkter – men det kræver et reelt indre marked, hvor regulering og implementering er strømlinet. Ellers vil de europæiske virksomhederne aldrig kunne følge med de amerikanske”, tilslutter John Henriksen, CEO i TDC Erhverv.  

Vil du vide mere? 

di.dk/digital finder du guides og materiale om digital suverænitet, risikovurderinger, dataoverførsler, investeringer og meget mere. 

Relateret indhold