EU-Kommissionens første arbejdsprogram sætter digitale aftryk
Den nye EU-Kommission har tirsdag offentliggjort sit første arbejdsprogram, der indeholder betydelige digitale initiativer, som vil spille en central rolle i at forme fremtidens Europa. Hos DI Digital hilser vi de nye tiltag velkommen og ser dem som et skridt i den rigtige retning for at styrke EU’s konkurrenceevne.
Blandt initiativerne vil EU-Kommissionen fremme investeringer i moderne fiber- og trådløse netværk samt 6G og cloud computing via en omfattende “Digital Networks Act”, der skal fremlægges senere i år.
”Fremtidens vækst, innovation og europæisk konkurrenceevne afhænger af målrettede investeringer i digital infrastruktur. Det er derfor afgørende, at Europa udvikler og investerer i moderne digital infrastruktur,” siger Mette Finnemann, digitaliseringspolitisk chef i DI og fortsætter:
”Det er glædeligt, at sikkerheden omkring kritisk infrastruktur såsom vores søkabler bliver en del af arbejdsprogrammet. Hvis vi skal kunne beskytte søkabler i de danske og internationale farvande, kræver det et samarbejde på europæisk plan og at vi deler viden mellem myndighed og virksomheder.”
AI initiativ skal hjælpe europæiske virksomheder
Når det kommer til AI, annonceres i arbejdsprogrammet “AI Continent Action Plan”, som sigter mod at opbygge Europas kapacitet inden for computerkraft og gøre den tilgængelig for industrien, start-ups og forskere. Samtidig præsenterede kommissionen tirsdag en investering på 50 mia. euro i AI gigafabriker med en ambition om at rejse i alt 200 mia. euro gennem private investeringer. Mette Finnemann ser dette som et positivt skridt væk fra blot regulering, men advarer:
"EU skifter endelig gear på AI-området fra et rent fokus på regulering. Men hvis vi vil være en førende AI-region, kræver det mere end spredte initiativer. Vi har brug for en klar strategi for, hvordan vi reelt kan konkurrere med USA og Kina. Derfor ser vi også frem til, at de mange initiativer bliver til virkelighed og til reel støtte, som europæiske SMV’er kan få glæde af".
Endelig præsenterer kommissionen en "Quantum Strategy", som sigter mod at styrke Europas position inden for kvanteteknologi. Strategien skal i første omgang definere retningen, og en efterfølgende "Quantum Act" skal i 2026/2027 adressere lovgivningsmæssig fragmentering og sikre investeringer i kvanteteknologi. Dette er i følge Mette Finnemann et vigtigt initiativ:
”I dag modtager europæiske kvantevirksomheder kun en tiendedel af den kapital, der investeres globalt inden for kvanteteknologi. Det kræver handling nu, hvis vi vil fastholde vores stærke forskningsmiljøer i EU og udbygge vores position på kvanteområdet. Derfor er det også afgørende, at man nu vil samle kræfterne inden for kvante og vil sikre en lettere adgang til vækstkapital fra både offentlige og private midler”.
Sammenfattende tager EU-Kommissionen et vigtigt skridt mod at styrke digital infrastruktur, AI-kapacitet og kvanteteknologi. Initiativer, der er essentielle for at sikre, at EU forbliver konkurrencedygtig på globalt plan, og det ser vi i DI Digital, som en positiv og nødvendig udvikling.