Det nye ESG-kit til digitale virksomheder er her – tilmeld dig webinar den 18. marts!
Arbejdet med bæredygtighed i virksomheder kan være både komplekst og uoverskueligt, og lovgivningskrav fra EU har ikke gjort det nemmere. Derfor lancerer DI Digital nu et ESG-kit, som skal hjælpe både store og små digitale virksomheder med bæredygtighedsarbejdet. I forbindelse med lanceringen, inviterer vi alle DI Digitals medlemmer til webinar den 18. marts kl. 9.00-10.00.
Med ikrafttrædelse af CSRD (Corporate Sustainability Reporting Directive), har større virksomheder været forpligtet til at leve op til en række omfattende bæredygtighedskrav, mens mindre virksomheder også mærker presset fra lovgivningen, selvom de ikke er omfattet af direktivet.
Derfor har DI Digital i tæt samarbejde med medlemmer og eksperter udarbejdet et ESG-kit, som giver indsigt i, hvad en digital virksomhed skal have fokus på i arbejdet med bæredygtighed og rapportering heraf.
DI Digitals ESG-kit indeholder en række værktøjer til at skabe gennemsigtighed og fremmer en struktureret tilgang til bæredygtighedsrapportering. Kittet er relevant både for større virksomheder, der er underlagt rapporteringskravene, og for mindre virksomheder, der endnu ikke er forpligtet, men ønsker at arbejde med ESG.
Formålet med kittet er at hjælpe virksomheder med at identificere deres vigtigste ESG-fokusområder og analysere både faktiske og potentielle indvirkninger – herunder finansielle risici og muligheder. Derudover indeholder kittet en guide til, hvordan virksomheder kan kortlægge deres bæredygtighedsrelaterede påvirkninger, risici og muligheder.
Med DI Digitals ESG-kit får jeres digitale virksomhed et praktisk værktøj, der ikke kun forenkler rapporteringen, men også styrker jeres strategiske arbejde med bæredygtighed - uanset om I er underlagt lovkrav eller ej.