03.03.25 DI Digital Nyheder

Halvdelen af danske virksomheder anvender kunstig intelligens inden udgangen af 2025

I ny analyse fra DI forventer danske virksomheder en voldsom vækst i deres anvendelse af kunstig intelligens. I dag anvender en tredjedel af virksomhederne kunstig intelligens. I løbet af i år forventer stadig flere virksomheder at bruge kunstig intelligens, så halvdelen af virksomhederne inden udgangen af 2025 har taget teknologien til sig.

Siden gennembruddet for Generativ AI for mere end to år siden har mange danske virksomheder benyttet sig af kunstig intelligens f.eks. til at gøre deres daglige arbejde mere effektivt og til at give kunderne bedre service. 

Ifølge den nye analyse fra DI bliver 2025 året, hvor vi for alvor vil se en ketchupeffekt i anvendelsen af kunstig intelligens, da virksomhederne forventer at tage kunstig intelligens i brug, så andelen stiger til 50 pct.

"Mens frontløberne har vist vejen, har andre virksomheder stået på sidelinjen og fulgt nysgerrigt med. Men nu ser vi, at langt flere danske virksomheder har åbnet øjnene for de konkrete muligheder i kunstig intelligens og er klar til at bruge teknologien aktivt i deres forretning. Samtidig har de virksomheder, der allerede er i gang med kunstig intelligens, planer om at bruge det endnu mere i år," siger Henrik Fabrin, Head of AI i Dansk Industri. 

Større virksomheder fører an 

Analysen viser, at det især er de større virksomheder, der går forrest med at integrere kunstig intelligens i deres processer. Blandt virksomheder med mindst 100 ansatte bruger næsten alle enten teknologien i dag eller planlægger at gøre det snart. Omvendt forventer knap 40 pct. af virksomhederne med op til 20 ansatte slet ikke at anvende kunstig intelligens i fremtiden.

"De store virksomheder er stadig førende, når det kommer til at bruge kunstig intelligens. Det er opmuntrende at se, at flere SMV'er også begynder at tage teknologien til sig, men for mange af de mindste virksomheder er det stadig en udfordring at finde tid og ressourcer til at komme i gang med kunstig intelligens i en travl hverdag," siger Henrik Fabrin. 

Mangler viden om teknologien 

Den største årsag til at virksomheder holder igen med at bruge AI, er mangel på viden og erfaring med teknologien. Knap 40 pct. af virksomhederne i undersøgelsen nævner det som en barriere.

"I DI vil vi gerne hjælpe med at dele de gode erfaringer og succeser, så virksomheder kan se, at AI ikke kun er for de store spillere med masser af ressourcer. Alle kan være med, og der er meget at lære fra andre virksomheders use-cases," siger Henrik Fabrin, og fortsætter:

"Netop derfor lancerede vi i DI 'AI for Alle'-indsatsen i 2024. Gennem konkrete virksomheds-cases, AI-events i alle størrelser, AI-communities for danske virksomheder samt et omfattende rådgivningsunivers, har ønsket været at skabe en platform, hvor virksomheder kan finde både inspiration og konkrete værktøjer til at påbegynde eller accelerere deres AI-rejse."

Læs hele analysen i herunder og besøg Dansk Industris rådgivningsunivers om kunstig intelligens på di.dk/ai

Læs analysen her

Download

Kort om analysen

Undersøgelsen ser på virksomhedernes brug og forventninger til brug af hhv. kunstig intelligens og softwarerobotter.

I dag anvender en tredjedel af virksomhederne kunstig intelligens.

I løbet af det kommende år forventer halvdelen af virksomhederne at tage teknologien til sig, så ved indgangen til 2026 har de taget kunstig intelligens til sig.

Blot en tredjedel af alle virksomheder forventer ikke at anvende kunstig intelligens i fremtiden eller svarer "ved ikke".

Softwarerobotter anvendes i lidt mindre grad – i dag er det godt en femtedel af virksomhederne, som anvender softwarerobotter. Når 2025 er omme, forventes det at være steget til en tredjedel af virksomhederne.

Det er især de største virksomheder, der anvender kunstig intelligens og softwarerobotter allerede i dag.

Analysen bygger på en spørgeundersøgelse blandt DI's medlemmer, hvor 429 virksomheder, der til sammen repræsenterer 46.000 ansatte i Danmark, har svaret på undersøgelsen. 

Relateret indhold