09.04.25 DI Digital Nyheder

Styrkelse af Europas digitale infrastruktur: Prioriteter for det kommende EU-formandskab

Teleselskaber fra hele Europa var samlet i København for at tyvstarte drøftelserne om en ny EU-teleaftale og det danske EU-formandskabs rolle i at sikre bedre rammer for investeringer, skala og digital suverænitet i en ny geopolitisk virkelighed. I den forbindelse afholdt DI Digital – i samarbejde med Connect Europe, Teleindustrien og Dansk Erhverv – et arrangement med fokus på Europas digitale fremtid.

Når Danmark overtager EU-formandskabet i juli 2025, bliver det ikke bare en administrativ opgave – det bliver en mulighed for at vise lederskab i en afgørende tid for Europas digitale fremtid.  

Under arrangementet fremlagde Digitaliseringsministeriet de danske prioriteter for at styrke den digitale konkurrenceevne og støtte telekommunikationssektoren under det kommende EU-formandskab.

Udgangspunktet for dagens diskussioner var naturligvis den kommende Digital Networks Act – et lovforslag med potentiale til at modernisere EU’s tele-regulering og sikre de nødvendige investeringer i fremtidens digitale netværk.

Sammen med ministeriet satte vi fokus på, hvordan en ny europæisk telepolitik kan binde regulering, konkurrence- og industripolitik sammen – til gavn for en stærkere sektor såvel som vores netværk, der både skal være robuste og innovative.  

Tre centrale budskaber til det danske formandskab

I forlængelse af arrangementet udsendte vi en fælles erklæring, hvor vi opfordrer det danske EU-formandskab til at gribe muligheden for at styrke investeringer, innovation og skalering, med fokus på blandt andet at:

  • Implementere Mario Draghis rapport med fokus på digital teknologi og konnektivitet for at opnå øget produktivitet og styrket konkurrenceevne på tværs af sektorer i den europæiske økonomi
  • Fremme forenkling og implementere lovgivning, der understøtter teknologisk udvikling og vækst
  • Sikre, at den nye europæiske teleaftale – Digital Networks Act – skaber rammevilkår, der fremmer investeringer i fremtidens netværk

Med det forestående danske EU-formandskab har vi en enestående mulighed for at fremme en digital politik i EU, der kan styrke Europas konkurrenceevne og digitale position. Lad os udnytte den. 

Læs den fulde erklæring her.

Joint Statement: Unleashing Europe’s Digital Potential Through Powerful Connectivity – A Call For Bold Action

Download her

Relateret indhold