18.06.25 DI Digital Nyheder

Brug for milliardinvestering i fremtidens teknologi

Danmark befinder sig i en alvorlig situation geopolitisk. Derfor har DI netop lanceret fem konkrete anbefalinger til regeringen, som fremhæver behovet for investering i udviklingen af kritiske teknologier. DI foreslår, at der afsættes 5 mia. kr. årligt til forskning og innovation inden for udvalgte teknologiområder som kunstig intelligens, cybersikkerhed, robotter og produktion og kvantealgoritmer.

Europa står midt i en teknologisk styrkeprøve, hvor Danmark og Europas fremtidige handlekraft afhænger af vores evne til at investere klogt, og massivt, i fremtidens teknologier. Det er tid til at træffe kloge beslutninger for at sikre vækst, sikkerhed og selvstændighed i en ny geopolitisk virkelighed. 

Et teknologisk ræs

I disse år intensiveres det globale kapløb, om den teknologiske førerposition. Vi ser handling i USA og i Kina, og med Draghi-rapportens klare budskab skal Europa handle nu, hvis vi ikke vil efterlades på stationen, når toget kører mod den digitale fremtid. 

”Vi står over for store geopolitiske udfordringer, som truer vores position på verdenskortet. Nyskabelse inden for teknologi kommer til at spille en altafgørende rolle for sikringen af vores strategiske autonomi, sikkerhed og konkurrencedygtighed” lyder det fra branchedirektør i DI Digital, Andreas Holbak Espersen. 
 
DI Digital mener, at forslagene bør stå centralt i den politiske prioritering. Det handler i høj grad om at få investeret i forskning og innovation, især hvis vi stræber efter ikke blot at anvende digitale produkter og services, men også være med til at forme dem i fremtiden.  

“Danmark har allerede et forskningsmiljø i topklasse, men det kræver ambitiøse investeringer på udvalgte teknologiområder, hvis vi skal konkurrere med de store spillere. Det gælder ikke mindst inden for kvanteteknologi, kunstig intelligens og cybersikkerhed, som bliver afgørende for, hvad vi skal leve af i fremtiden” lyder det fra Andreas Holbak Espersen.   

Behovet for et fremtidigt fundament

Det er nu vi skal skabe fundamentet for fremtidens samfund. Hvis vi ønsker at kunne tage vare på egen sikkerhed, skabe konkurrenceevne og sikre kvalificeret arbejdskraft er vi dybt afhængige af nye teknologier.  

Investering i fremtidens teknologi betyder også nye åbninger til forretningsmodeller, masser af nye arbejdspladser og kan fungere som en måde at stå imod fremtidens udfordringer.  

Hvis Danmark tør gå forrest, kan vi samtidig sætte en retning for det kommende EU-formandskab, og dermed bane vejen for en samlet europæisk handlingsplan.  

DI's fem anbefalinger til investeringerne er:

1. Milliardinvesteringer i fremtidens teknologi på forskningsinstitutionerne 

At regeringen øremærker 1,0 mia. kr. årligt til målrettet teknologiforskning på danske universiteter til bl.a. kunstig intelligens, cybersikkerhed, robotter og produktion, kvantealgoritmer.  

2. Massive investeringer i teknologi via Innovationsfonden 

At regeringen prioriterer minimum 3,0 mia. kr. til Innovationsfonden i 2026. 

3. Turbo på udviklingen af kvanteteknologi  

At regeringen afsætter 200 mio. kr. årligt til det nationale kvanteprogram. 

4. Investeringer i forsvarsteknologi 

At Folketinget prioriterer 1,0 mia. kr. årligt til udvikling af forsvarsteknologi. 

5. Et nyt europæisk DARPA 

At EU opretter et nyt agentur, som inspireret af det amerikanske DARPA-agentur kan finansiere udviklingen af ny teknologi i Europa.