26.06.25 DI Digital Nyheder

Erhvervsorganisationer i opråb til minister: AI-forordningen går for hurtigt

AI-forordningen kræver en længere frist for implementering, hvis den ikke skal spænde ben for de europæiske virksomheders udvikling. Sådan lyder en ny samlet udmelding fra den europæiske digitale branche.

Kravene fra den nye AI-forordningen er de mest omfattende i verden. Samtidig står lovgivningen til at blive implementeret med en markant kortere tidsfrist end andre digitale regulativer. Dette er en farlig cocktail, som kan afføde konkurrencemæssige ulemper, der ikke må underkendes. Af denne årsag er DI Digital gået sammen med en række andre europæiske erhvervsorganisationer om et brev til den danske digitaliseringsminister, Caroline Stage. I brevet lægges der vægt på udvidelsen af tidsfristen for AI-forordningen. Der stilles også en række forslag til, hvordan den digitale lovgivning kan simplificeres. Budskabet er klart: Det skal blive lettere at drive virksomhed i Europa. Konkurrencevilkårene er allerede under pres, og det pres skal vi afhjælpe - ikke bygge oven på.

Ved at haste, halter vi

Budskabet er et, der trækker spor efter sig i det europæiske landskab. Den svenske Premierminister, Ulf Kristersson har også meldt utilfredshed med den korte implementeringsfrist, som AI-forordningen lægger for dagen. I sin udmelding retter han skarp kritik mod forordningens regler, som han kalder for et eksempel på ”forvirrende EU-lovgivning”, der forceres uden en ”fælles standard”. Statsministeren adresserer desuden, hvordan reglerne kan resultere i, at europæiske virksomheder falder bagud teknologisk. Hos DI Digital kan vi kun erklære os enige i den svenske premierministers bekymringer.

- Vi er helt enige med den svenske statsminister i at sætte EU's AI-forordning på pause. Den danske regering bør følge efter, siger Andreas Holbak Espersen, Branchedirektør DI Digital.

Selvom vi anerkender vigtigheden af forordningens formål om at sikre ansvarlig anvendelse og udvikling af AI, ser vi det samtidig som helt afgørende, at implementeringen af forordningen bliver balanceret og følges af praksisnær vejledning, således at forordningen også sikrer fortsat innovation inden for AI. Ligeledes er det essentielt, at der skabes en ensartet fortolkning af forordningen på tværs af medlemslande og de enkelte myndigheder. Ellers kan der opstå unødig kompleksitet og usikkerhed for virksomheder. Alle disse nødvendige omlægninger sker ikke fra den ene dag til den anden. Der kræves derimod indfasning over en længere tidsperiode, hvis det skal lykkes at forankre disse ændringer korrekt. 

Brevets hovedpointer

De europæiske erhvervsorganisationer opfordrer til at anvendelsen af AI-forordningen udskydes. Konkret for at give tid til at:

  1. Kommissionen kan inkludere AI-forordningen i sine forenklingsbestræbelser for at reducere administrative byrder og fremme innovation.
  2. Kommissionen kan gennemføre strukturerede konsultationer med medlemsstater, Europa-Parlamentet og erhvervslivet, herunder ift. AI-forordningen, fra begyndelsen af udarbejdelsen af den digitale omnibus.
  3. Sikre, at de nødvendige implementeringsværktøjer, herunder harmoniserede standarder og General-Purpose AI Code of Practice, er klar. Dette er nødvendigt for at skabe tilstrækkelig juridisk klarhed og undgå at påføre især SMV’er uforholdsmæssig stor skade.

 

Tid til tilpasning

Når vi ser på den hastighed og kompleksitet, som AI-forordningen forsøger at indføre, er det essentielt at overveje forløbet af den praktiske implementering. At indføre yderligere regulering uden tilstrækkelig tid til implementering og klar vejledning risikerer at overbelaste virksomhederne og underminere deres konkurrenceevne. 

- Det er verdens mest omfattende lovgivning om kunstig intelligens, og det nytter ganske enkelt ikke at tage hul på så komplekst et sæt af regler når alt tyder på, at de standarder og vejledninger reguleringen skal udmøntes via, ikke når at blive klar. Den her slags regulering kan ikke haste-implementeres, siger Andreas Holbak Espersen, Branchedirektør DI Digital.

Det er derfor afgørende, at den danske regering og øvrige EU-medlemslande tager et skridt tilbage og vurderer de praktiske forhold omkring AI-forordningen. Til det formål vil det være værdifuldt at indarbejde en længere tidsfrist for implementering, således at virksomhederne kan tilpasse sig effektivt og dermed sikre fortsat udvikling. Dette vil kræve dialog og samarbejde på tværs af både nationale og europæiske niveauer, hvoraf det vil blive nødvendigt, at lytte til virksomhedernes perspektiver. 

-  Når EU nu har besluttet at underkaste al EU-lovgivning - herunder på det digitale område - en større omgang regelforenkling i de såkaldte omnibus-pakker er det mest naturlige at se på AI-forordningen med samme briller før man lader den træde i kraft. Der er desuden behov for at drøfte implementeringen af forordningen med de enkelte medlemsstater og med virksomhederne, lyder det fra Andreas Holbak Espersen, Branchedirektør DI Digital.

Kun ved tildeling af den nødvendige tid og de rette forhold for virksomhederne kan AI-forordningen være med til at fremme digital innovation på tværs af Europa og sikre, at vi forbliver konkurrencedygtige. Dette gælder særligt for den digitale branche, hvorfor DI Digital håber, at Digitaliseringsministeren vil arbejde videre med vores forslag.