Ny fællesoffentlig digitaliseringsstrategi og ambitiøse måltal fra taskforcen
Der sker meget inden for offentlig digitalisering i denne tid. I sidste uge kom både den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi og de længe ventede måltal fra taskforcen.
Regeringen, KL og Danske Regioner præsenterede den 11. juni den nye fællesoffentlige digitaliseringsstrategi, som vi i DI Digital ser som en fornuftig og vigtig strategi. Dagen før udkom den digitale taskforce for kunstig intelligens med ligeledes ambitiøse måltal for AI i den offentlige sektor.
Den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi 2026-2029
Med den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi er målet, at offentlige systemer bliver gjort effektive og tilgængelige for borgerne. Den offentlige sektor skal være sammenhængende og effektiv samt være med til at understøtte sammenhængen mellem borgere og virksomheder. Med initiativer som udbredelse af Digital Fuldmagt og Digitalt Samtykke skal borgerne få bedre overblik og kontrol over processen, når de indgår aftaler på vegne af sig selv og andre.
Andre initiativer, såsom initiativet om AI-assistenter og den digitale identitetstegnebog, skal gøre det nemmere for borgerne at begå sig i det offentlige. Gennem digitalisering af den offentlige sektor ønsker regeringen, regionerne og kommunerne at bygge et stærkt tværgående fundament for hele den offentlige sektor, som skal løfte både virksomheders og borgeres mulighed for at navigere i systemerne på egen hånd.
Digital suverænitet
I DI Digital har vi særligt bidt mærke i strategiens ønske om større digital suverænitet og mere europæisk fokus samt større vægt på potentialet i AI.
"Digital suverænitet er yderst aktuelt, og det er positivt, at man vælger en tilgang, hvor digital suverænitet ikke handler om isolation, men om flere valgmuligheder og autonomi samt et ønske om større markedspluralitet og konkurrencekraft," siger Andreas Holbak Espersen, branchedirektør i DI Digital.
"Pointen er, at vi skal sikre, at vi ikke låser os til få leverandører, og samtidig skal vi heller ikke lukke os om os selv. Det er grundlæggende ikke i Danmarks interesse, at vi isolerer os og udelukker samarbejdspartnere alene på grund af størrelse eller geografi. Derfor er det godt, at man tager initiativet til større digital suverænitet med netop den balance for øje," siger han.
National digital identitetstegnebog
I DI Digital har vi også været ude at rose strategiens fokus på at skabe gode forudsætninger for, at vi i Danmark kan indfri potentialerne ved den kommende europæiske digitale identitetstegnebog, så løsningen kan skabe værdi for både borgere, myndigheder og virksomheder. Kort sagt vil den europæiske digitale identitetstegnebog ændre måden, hvorpå vi på tværs af Europa identificerer og autoriserer os – både digitalt og fysisk.
"Vi forventer meget af den kommende europæiske digitale identitetstegnebog, som vi ser som et konkret eksempel på, hvordan vi i Europa kan fremme digital suverænitet og styrke det indre marked," siger Andreas Holbak Espersen.
Det er glædeligt, at man har givet plads til at arbejde på et sammenhængende digitalt fundament, som er en vigtig forudsætning for, at vi i Danmark kan indfri ambitionerne i den europæiske identitetstegnebog.
Flere offentlige AI-assistenter
Strategien lægger også op til, at der skal arbejdes med fundamentet og infrastrukturen, således at det bliver muligt at arbejde med AI-baserede digitale assistenter, der kan give borgerne en mere sammenhængende digital service.
"Vi er meget tilfredse med at se, at der i digitaliseringsstrategien er et konkret initiativ omkring AI-assistenter, der skal hjælpe borgere med at kommunikere med hele den offentlige sektor. Et sådant konkret og visionært tværoffentligt samarbejde er netop det, vi ønskede os af strategien," siger Andreas Holbak Espersen.
Måltal fra Den Digitale Taskforce for Kunstig Intelligens
Dagen før den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi udkom taskforcens måltal, hvor man vil frigøre 30.000 årsværk frem mod 2035. I DI har vi argumenteret for, at der skulle frigøres 40.000 årsværk, men bakker fuldt op om taskforcens måltal på 30.000 årsværk i 2035, som vi ser som både ambitiøst og realistisk.
AI skal skabe mere tid til det vigtigste
I den publikation, der udkom, præsenterer taskforcen deres vision, som går på, at AI skal skabe mere tid til det vigtige, hvilket vi i DI ser som den helt rette tilgang. Forud for taskforcens måltal har vi i DI kørt en kampagne, der lagde vægt på, at mennesker ikke må stjæle robotternes arbejde. Essensen her var parallel med taskforcens vision, at vi som samfund ikke har råd til at lade mennesker løse rutinemæssige opgaver, som kunstig intelligens vil kunne løse hurtigere og bedre.
Med kunstig intelligens kan arbejdsbyrder i mange dele af den offentlige sektor understøttes og effektiviseres. Konkret kan AI understøtte det offentlige sundhedspersonale ved at hjælpe med at forudsige sygdomme, planlægge tilpassede genoptræningsforløb og finde hjælpemidler til borgernes forskellige behov. På plejehjem kan AI fortælle, om borgerne har brug for hjælp på deres stuer, eller tidsoptimere ruter i hjemmeplejen, så der er mere tid til borgerne. I de forskellige offentlige institutioner vil AI kunne hjælpe med at forudse travlhed, screene dokumenter eller give direkte rådgivning til borgerne døgnet rundt.
Endelig skal det fremhæves, at det er positivt, at taskforcen har igangsat et arbejdsspor omkring juridiske barrierer, hvilket vi i DI har sat massivt fokus på de sidste 6 måneder.
Initiativerne i den Fællesoffentlige Digitaliseringsstrategi
Fokusområde 1: En brugervenlig digital offentlig sektor
- Initiativ 1: Styrket fokus på digital inklusion
- Initiativ 2: Udbredelse og udvikling af Digital Fuldmagt
- Initiativ 3: Øget anvendelse af Digitalt Samtykke
- Initiativ 4: En troværdig og inkluderende indgang for borgerne
Fokusområde 2: En ansvarlig og værdi-skabende anvendelse af ny teknologi
- Initiativ 5: Digital assistent i det offentlige
- Digital Taskforce for kunstig intelligens
Fokusområde 3: Et sammenhængende digitalt fundament
- Initiativ 6: Sammenhæng gennem fælles it-arkitektur
- Initiativ 7: Beviser i den digitale identitetstegnebog
- Initiativ 8: Bedre borgerforløb på tværs af sektorer for borgere med en social indsats gennem datadeling og –udstilling
- Initiativ 9: Digital platform for byggematerialer og råstoffer
- Initiativ 10: Datakvalitet og sporbarhed på byggeaffalds- og jordområdet
Fokusområde 4: Et fælles samarbejde om øget digital suverænitet og digital udvikling i Europa
- Initiativ 11: Samarbejde om EU-implementering
- Initiativ 12: Fremme digital suverænitet i den offentlige sektor