16.06.25 DI Digital Nyheder

Snart træder NIS2 i kraft – her får du DI’s anbefalinger til implementeringen

Den 1. juli passerer vi en vigtig milepæl for cybersikkerheden, når den nye NIS2-lov træder i kraft. Loven stiller skærpede krav til danske virksomheder og myndigheder om at styrke cybersikkerheden og beskytte kritisk infrastruktur. Men hvordan sikrer vi en effektiv implementering, der har fokus på at løfte cybersikkerheden i praksis?

Her får du DI’s anbefalinger, der skal hjælpe jer godt i mål.  

1. Få styr på fundamentet med DI’s NIS2-guide 

I DI er det en central opgave at bidrage til at styrke danske virksomheders cybersikkerhed og understøtte, at NIS2-implementeringen bliver så overskuelig og smidig som muligt.  

Som led i denne indsats har vi opdateret vores vejledningsside til en omfattende NIS2-guide. Guiden er udviklet for at hjælpe virksomheder med at forstå lovens krav, identificere konkrete indsatsområder og vurdere deres complianceniveau. Med praktiske værktøjer og tjeklister tilbyder guiden en solid ramme for at lette implementeringen af NIS2, så din virksomhed er rustet til de skærpede krav. Vores guide tager afsæt i myndighedernes vejledninger, men går spadestikket dybere for at hjælpe jer godt på vej – både i de indledende og i de senere faser af jeres NIS2-indsats. 

Besøg vores nye NIS2-guide for medlemmer her.  

2. Brug myndighedernes NIS2-vejledninger som en ramme 

For at sikre en effektiv implementering af NIS2-lovens omfattende krav har Styrelsen for Samfundssikkerhed sammen med et værktøj til NIS2-tjeklanceret de første fire vejledninger, der fokuserer på: 

  • Hvem, der er omfattet af NIS2 og på hvilken måde
  • Hvordan ledelsesansvaret skal forstås i NIS2
  • Hvilke foranstaltninger man forventes at gennemføre som led i NIS2 
  • Hvad væsentlige hændelser er, og hvad man skal indberette

Disse vejledninger er resultatet af et tæt samarbejde mellem myndigheder og erhvervsliv, herunder DI, og er skabt til at hjælpe både virksomheder og offentlige myndigheder med at navigere i og opfylde NIS2-lovens skærpede regler. Der vil løbende ske opdateringer af ministeriets vejledningstilbud.

Vi opfordrer til at bruge vejledningerne som et værktøj i jeres implementeringsindsats. De kan findes på Styrelsen for Samfundssikkkerheds hjemmeside her.  

3. Brug D-mærkets NIS2-modul 

D-mærket, Danmarks mærkningsordning for it-sikkerhed og ansvarlig dataanvendelse, har lanceret et NIS2-modul, der kan hjælpe virksomheder med at arbejde struktureret med kravene i den kommende NIS2-lov – og dokumentere efterlevelse, hvis de har behov for det. 

Modulet er en del af D-mærkets gratis selvevalueringsværktøj og er udviklet på baggrund af en grundig mapping mellem D-mærkets kriterier og kravene i NIS 2-direktivet. Med NIS2-modulet får virksomheder tildelt de relevante krav, der matcher minimumskravene i NIS2-loven, og får et overblik over deres nuværende niveau og eventuelle indsatsområder i forhold til NIS2. 

D-mærket fungerer som et praktisk værktøj, der både kan hjælpe virksomheder med at leve op til kravene i den danske NIS 2-lov og med generelt at styrke deres digitale robusthed og ansvarlighed. Læs mere om D-mærkets NI2-modulet og besøg D-mærket og kom i gang med den gratis selvevaluering her. 

4. Del dine erfaringer – vi vil gerne høre fra dig 

Din erfaring med implementeringen af NIS2 er afgørende for os. Har I knækket koden i implementeringen af NIS2? Eller støder I på udfordringer, der kræver afklaring?  

Vi opfordrer jer til at dele jeres oplevelser med os. På den måde har vi mulighed for at dele erfaringer på tværs og give input til myndighederne for at sikre de bedst mulige rammer for dansk erhvervsliv i overgangen til og i det løbende arbejde med de nye krav. Det gælder også på tværs af sektorer og landegrænser, hvor det er afgørende at sikre sammenhæng og ensartede krav. 

I DI Digital arbejder vi tæt sammen med myndigheder og medlemsvirksomheder for at sikre, at implementeringen af NIS2 skaber værdi uden unødvendige byrder. Vi fokuserer løbende på de vigtigste problemstillinger og udfordringer for at sikre, at NIS2 bliver brugt som en løftestang for sikkerheden i dansk erhvervsliv.  

Følg med i vores nye NIS2-guide her.