30.06.25 DI Digital Nyheder

Fremtidens cloud og AI i Europa: Virksomheder sætter retningen

Hvordan skaber vi de rette rammer for fremtidens cloud og kunstig intelligens i EU? Det spørgsmål var i fokus, da DI Digital den 15. maj samlede store og små virksomheder til workshop med policy gruppen for AI og digital infrastruktur.

Temaet var EU’s kommende Cloud & AI Development Act, og drøftelserne viste klart: Europa har brug for konkrete og ambitiøse tiltag, hvis vi skal styrke vores digitale konkurrenceevne.

Workshoppen er en del af en bredere indsats i DI op til det danske EU-formandskab. Med policy gruppen for AI og digital infrastruktur vil vi sikre, at danske virksomheders erfaringer og behov bliver tænkt ind i EU’s digitale dagsorden - både i dialogen med beslutningstagere og når Danmark skal sætte retning i EU.


Hvis Europa vil spille en aktiv rolle i det globale teknologikapløb, kræver det strategiske investeringer i infrastruktur, kompetencer og innovation. Med Cloud & AI Development Act har EU chancen for at sætte retningen – men det er virksomhederne, der skal føre den ud i livet. Derfor samler vi i DI Digital medlemmerne for at sikre, at deres erfaringer bliver hørt og får indflydelse forklarer Anders Skovbakke, chefkonsulent i DI Digital. 

Siden vores workshop har vi i DI Digital arbejdet videre med de mange værdifulde input. Det er mundet ud i et høringssvar med anbefalinger til den kommende Cloud & AI Development Act. 

DI's anbefalinger til Cloud & AI Development Act

  1. Styrk det digitale indre marked
    Cloud- og AI-politik skal bygge på et velfungerende digitalt indre marked. Kommissionen bør fremme harmonisering, fjerne nationale særregler og modernisere udbudspraksis.
  2. Frem interoperabilitet og portabilitet i cloudmarkedet
    Virksomheder og offentlige aktører – især SMV’er – har brug for gennemsigtighed og mulighed for at skifte leverandør uden barrierer. EU bør derfor understøtte udviklingen af fælles standarder, standardkontrakter og tekniske løsninger, der fremmer dataportabilitet, konkurrence og uafhængighed af enkeltaktører
  3. Fjern barrierer for skalerbar og bæredygtig infrastruktur
    Lange og uens tilladelsesprocesser bremser etableringen af datacentre. EU bør indføre ensartede og forudsigelige tilladelser samt sikre adgang til grøn energi, netkapacitet og egnede lokaliteter. Udbygningen af elnettet og brugen af energieffektive teknologier er afgørende for Europas digitale og grønne omstilling
  4. Fokus på kompetencer og talenttiltrækning
    Den digitale transformation kræver investeringer i uddannelse, opkvalificering og mobilitetsprogrammer inden for cloud og AI. Samtidig bør EU sikre fleksible regler for visum og arbejdskraft, så vi kan tiltrække og fastholde internationalt talent.
  5. Brug udbud strategisk
    Offentlige og private udbud bør bruges som løftestang for innovation og europæisk kapacitetsopbygning.
  6. Styrk Europas digitale handlefrihed uden at lukke døren. Digital suverænitet må ikke føre til isolation. EU bør føre en aktiv industripolitik, der styrker teknologisk robusthed og konkurrence, samtidig med at vi fastholder globalt samarbejde og virksomhedernes adgang til digitale løsninger og teknologi. Investeringer og krav bør målrettes kritiske områder, og teknologier. 

Har du og din virksomhed konkrete erfaringer eller input, I ønsker at dele med os? Så vil vi meget gerne høre fra jer. Kontakt os her

Hvad er AI og Cloud Development Act?

Cloud and AI Development Act (CAIDA) er et kommende EU-lovgivningsinitiativ, der har til formål at styrke Europas kapacitet og uafhængighed inden for cloud computing og AI-relateret databehandling. Med Cloud and AI Development Act sigter EU mod at tredoble sin samlede datacenterkapacitet inden for de næste 5–7 år. Det skal især ske gennem målrettede investeringer i bæredygtige datacentre, der er energieffektive og fremtidssikrede. Samtidig er det et centralt mål at sikre, at særligt følsomme og kritiske anvendelser kan drives EU cloudinfrastruktur. Dette skal understøtte både cybersikkerhed og digital suverænitet. Endelig lægger initiativet vægt at fremme teknologisk innovation og bæredygtighed. Den forventes fremlagt i første kvartal i 2026.    

Esther Toft Olufsen
Skrevet af:

Esther Toft Olufsen

Anders S. Skovbakke

Anders S. Skovbakke

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 4561
  • Mobil +45 2167 6793
  • E-mail anss@di.dk

Relateret indhold