EU's digitale attachéer samlet i Industriens hus
DI Digital markerede Danmarks overtagelse af EU-formandskabet med en dag i digitaliseringens tegn. Der blev holdt oplæg og diskuteret bredt om EU’s konkurrenceevne, digital suverænitet og resiliens.
Tidligere på sommeren skød DI Digital Danmarks EU-formandskab i gang med et besøg af digitale attachéer fra hele EU. I Industriens Hus dannede dagen rammen for oplæg og en interessant paneldebat, hvor erhvervsliv og embedsværk mødtes for at dele erfaringer og visioner for en ansvarlig og robust digitalisering af EU.
Hvad er en attaché?
En attaché er en udsendt specialist, som arbejder ved en ambassade eller en international repræsentation.
En digital attaché er derfor en specialiseret medarbejder med fokus på digitalisering, teknologi og it-politik, som arbejder med at fremme landets interesser inden for en række digitaliseringspolitiske områder.
Oplæggene spændte bredt, fra reguleringsudsigter og politiske prioriteringer til de teknologiske løsninger, der binder Europa sammen.
Mikael Bomholt, kontorchef i Digitaliseringsministeriet, satte scenen med en gennemgang af formandskabets digitale prioriteter. Herefter tog GlobalConnects CEO, Martin Lippert, publikum med ned under havoverfladen til de fiberkabler, der fungerer som rygraden i vores digitale samfund – og understregede behovet for at se beskyttelsen af infrastrukturen i et fælleseuropæisk perspektiv.
TDC Erhvervs CEO, John Henriksen, skiftede fokus til digital suverænitet, stigende cybertrusler og Europas teknologiske uafhængighed.
Dagen kulminerede med en paneldebat, hvor Thomas Kofoed fra Netcompany, Mikael Ekman fra Microsoft og Klaus Koefoed fra T-Systems drøftede alt fra datasuverænitet til vigtigheden af ikke at gå på kompromis med cybersikkerhed.
Det var en dag, hvor vi alle blev mindet om, at digitalisering er et fælles projekt, der kræver samarbejde, ambitioner og handling.
Dagen blev rundet af med god udsigt ud over Tivoli på toppen af Industriens Hus.
Endnu en gang tak til alle oplægsholdere, deltagere og ikke mindst de digitale attachéer.