05.08.25 DI Digital Nyheder

Fra komplekse IT-løsninger til simple SaaS-løsninger

Mød iværksætter virksomheden Just Software. En dansk SaaS-virksomhed, der har gjort det til deres mission at forenkle IT-hverdagen for virksomheder. Just Software fokuserer på at udvikle low cost, high value SaaS-løsninger, der gør avanceret teknologi tilgængelig for alle størrelser af virksomheder – uden store IT-projekter eller månedslange implementeringer.

Vi har talt med Just Software, om deres tilgang til moderne IT-udfordringer: 
 
Hvem er Just Software? 
Just Software er en dansk SaaS-virksomhed med base i København, der arbejder med at gøre det lettere for organisationer at anvende Azure og Microsoft 365. Virksomheden bygger på en app-baseret tilgang, hvor brugerne får adgang til løsninger via abonnement – uden behov for omfattende og tidskrævende IT-projekter 

“Vores vision er at være en stærk spiller på Azure Marketplace med SaaS-løsninger, som løser konkrete problemer hurtigt og effektivt” fortæller grundlægger og CTO Nicolai Petri. Sammen med CEO Abraham Gaaei leder han virksomheden med fokus på at hjælpe IT-afdelinger med at levere bedre resultater til deres organisationer.  

Som SaaS-leverandør spænder Just Software bredt og udvikler SaaS-løsninger på tværs af forskellige IT-områder uden at være bundet til én specifik branche. Et af de områder, hvor Just Software ser potentiale, er i brugen af klientcertifikater. Traditionelt har certifikat baserede løsninger krævet dyre og komplekse installationer, som kun større virksomheder kunne håndtere. Det har Just Software ændret med deres løsning EasyScep Cloud PKI, som er en cloud-baseret SaaS løsning, der er tilgængelig i Azure Marketplace.  

Hvad er SaaS?

En SaaS-virksomhed (Software as a Service) leverer software over internettet som en abonnementstjeneste. I stedet for at købe og installere programmer i dit eget IT-miljø, får du adgang til softwaren gennem din browser eller en app. Du betaler typisk månedligt eller årligt for at bruge det. 

Fordelen er, at softwaren altid er opdateret, ofte kan bruges fra alle enheder, og SaaS-leverandøren står for vedligeholdelse og sikkerhed. Eksempler er Netflix (streaming), Spotify (musik), Office 365 (kontorprogrammer) og Dropbox (fillagring). 

Hvad er Azure Marketplace?

De fleste kender App Store eller Google Play Store fra deres mobiltelefoner. Indenfor IT er Azure Marketplace som en app-butik for virksomheder - et online katalog hvor firmaer kan finde og købe software, tjenester og løsninger der kører på Microsofts cloud-platform Azure. Det er stedet, hvor virksomheder kan browse og installere alt fra sikkerhedsløsninger til regnskabsprogrammer direkte i deres cloud-miljø. 

Hvad er jeres produkt? 
“En af de vigtigste opgaver for en moderne IT-afdeling er at levere convenience til deres brugere” forklarer CTO Nicolai Petri. “For mange medarbejdere er computeren deres primære arbejdsredskab, så det handler om at gøre det så nemt og simpelt som muligt. Kan man spare tid og besvær for brugerne, er det en god investering for virksomheden.”  

“Mange virksomheder benytter i dag adgangskoder til WiFi og VPN-login, men her kan certifikater automatisere og sikre alle disse processer på én gang. Med vores løsning EasyScep Cloud PKI kan IT-afdelinger komme i gang på bare 15 minutter og have certifikat-baseret sikkerhed rullet ud til hele organisationen allerede samme dag. Kombineret med Just Softwares anden løsning EasyRadius, gør det professionel WiFi-sikkerhed tilgængelig for virksomheder af alle størrelser gennem simple cloud-integrationer.”  

Hvilken værdi ønsker I at skabe? 
“For os handler det om at skabe reel værdi for både IT-afdelinger og slutbrugere. Det særlige ved klientcertifikater er, at de skaber en sjælden win-win situation i IT-verdenen. Hvor mange sikkerhedsløsninger traditionelt betyder mere besvær for brugerne - tænk på komplicerede adgangskoder, to-faktor autentificering eller VPN-login - så giver certifikater faktisk bedre sikkerhed, samtidig med at brugeroplevelsen bliver meget mere smidig. Brugerne slipper nemlig for at benytte adgangskoder, mens IT-afdelingen får stærkere sikkerhed og bedre kontrol” lyder det fra Nicolai Petri.

“Vores erfaring viser, at de fleste gerne vil slippe for f.eks. to-faktor autentificering. Vi har både store og små virksomheder som kunder, og alle ønsker det samme, nemlig at ens arbejdsredskab fungerer så nemt og hurtigt som muligt.”  
“Vi opfordrer derfor altid ledere i virksomheder til at spørge deres IT-afdelinger: “udnytter vi vores Microsoft-investering fuldt ud?””  

Hvad har I fokus på i øjeblikket? 
“I en tid med øget opmærksomhed på IT-sikkerhed på grund af den geopolitiske situation og de mange cyberangreb, har vi fokus på at gøre virksomhederne opmærksom på, at netværks-sikkerheden, også skal opgraderes. Det er som om, at den del ikke får fokus i mange virksomheder, fordi ‘der har vi jo kode på’, og dermed får man sjældent tjekket op på om ens tekniske set-up rent faktisk er forældet, og dermed usikkert” fortæller Nicolai Petri.  

“En del virksomheder skal også leve op til de nye NIS2 cybersikkerhedskrav fra EU, som trådte i kraft den 1. juli 2025, og i den forbindelse har vi haft fokus på også at have dialog med netop disse virksomheder”, lyder det fra Abraham Gaaei.

Læs mere om Just Software, og deres løsning, EasyScep Cloud PKI på deres hjemmeside her

Relateret indhold