Ny uddannelse i cybersikkerhed vækker rekordhøj interesse
Uddannelsen i cybersikkerhed er ikke blot populær blandt årets mange studiesøgende. Interessen er også at finde blandt Danmarks digitale virksomheder.
Fra august 2025 vil det være muligt at ansøge om at få en plads på den nye uddannelse i Cybersikkerhed. Uddannelsen er en professionsbachelor på 3,5 år og bliver udbudt på erhvervsakademierne i Aarhus og København. Med etableringen af den nye uddannelse tager Danmark et vigtigt skridt i kampen mod digitale trusler. Udvidelsen af uddannelsesporteføljen har til hensigt at imødekomme den stigende efterspørgsel efter eksperter, der er i stand til at beskytte virksomheder samt kritisk infrastruktur mod sofistikerede cyberangreb. Dette vil være til gavn for de mange digitale virksomheder, der i øjeblikket er på udkig efter arbejdskraft inden for digital sikkerhed. Samtidig betyder dette, at virksomhederne vil kunne drage nytte af de studerende, både under og efter deres uddannelsesforløb.
En uddannelse i høj kurs
Fagområdet cybersikkerhed vækker stor interesse i det danske uddannelseslandskab. Uddannelseschef på Københavns Erhvervsakademi, Merete Hess, har udtalt, at hun ikke mindes før at have set så højt et ansøgertal til en nyopstartet uddannelse. Hun tør derfor godt kalde uddannelsen i cybersikkerhed for en succes.
“Det er enormt positivt at se så stor en tilslutning til uddannelsen. Cybersikkerhed tjener både den nationale sikkerhed, den digitale udvikling og ikke mindst de danske virksomheder. Forhåbentligt vil mange af ansøgerne kunne få en af deres topprioriteter, trods den store efterspørgsel på uddannelsen”, siger Andreas Espersen, Branchedirektør hos DI Digital.
Heldigvis er der udsigter til endnu flere uddannelser indenfor Cybersikkerhed. På sigt kommer Erhvervsakademierne i Odense, Kolding og Esbjerg også til at udbyde den eftertragtet uddannelse. Præcist hvornår uddannelsen bliver søgbar på alle erhvervsakademierne er endnu uvist. Dog vil Erhvervsakademierne i Odense og Kolding udbyde uddannelsen allerede fra sommeren 2026.
De kommende eksperter vil være i stand til at tage ansvar for beskyttelsen af offentlig infrastruktur, statslige systemer og private data. Deres kompetencer vil ligeledes kunne bidrage til innovation og udvikling af cybersikkerhedsløsninger, der har potentiale til at styrke den globale eksport. Denne synergieffekt vil fremme Danmarks position som en ledende nation inden for digital sikkerhed. Oprettelsen af denne nye uddannelse er dermed ikke kun en fordel for den fremtidige nationale cybersikkerhed, men også for Danmarks relationer til andre lande verden over.
Fremtiden i sikre hænder
Uddannelsen kommer til at udstyre de studerende med praktiske færdigheder og dybdegående teknisk viden, der skal gøre dem i stand til at takle nutidens volatile risikolandskab. Fra netværkssikkerhed til kryptering, brugerrettigheder og sikkerhedsstyring, får de studerende adgang til en bred vifte af værktøjer og teknologier, der er nødvendige for at sikre systemer og data mod potentielle trusler.
En af de centrale elementer i uddannelsen er udviklingen af kritisk og innovativ tænkning under pres, hvilket er afgørende i cybersikkerhedsmiljøet, hvor trusler kan opstå hurtigt og uforudset. Uddannelsen lægger også stor vægt på virksomhedskommunikation og samarbejde, hvilket forbereder de studerende på at implementere sikkerhedsløsninger på forskellige grundlag. Kandidaterne vil også få kompetencer i at formidle komplekse tekniske koncepter til ikke-tekniske interessenter samt at samarbejde på tværs af forskellige fagområder. På den måde vil uddannelsen altså ruste dimittenderne til selv at kunne udbrede budskabet om vigtigheden af ansvarlig cybersikkerhed.
Gylden mulighed for virksomhederne
Når de første professionsbachelorer i cybersikkerhed opstartes, vil de danske virksomheder have chancen for at blive en central del af de studerendes uddannelsesforløb gennem praksispladser. Virksomhederne kan nemlig spille en afgørende rolle i uddannelsen ved at tilbyde praktikpladser til de studerende. Gennem praktikken får de studerende mulighed for at anvende deres teoretiske viden i praksis samt lære virksomheden at kende indefra. Dette skaber ikke blot en dybere forståelse af virksomhedens specifikke behov og arbejdsprocesser, men også en værdifuld erfaring inden for cybersikkerhed.
Ved at engagere sig i praktikforløbene kan virksomhederne drage fordel af de studerendes friske perspektiver, samtidig med at de forbereder de studerende på at tackle aktuelle udfordringer inden for digital sikkerhed. Dette samarbejde giver virksomhederne en enestående mulighed for at spotte og rekruttere talenter fra uddannelsen, hvilket kan styrke virksomhedernes udvikling på lang sigt.
Med disse nye uddannelser har Danmark skabt et fundament for at fostre en ny generation af cybersikkerhedseksperter, der kan imødegå de fremtidige udfordringer og sikre en stærk og robust digital infrastruktur både i national og international kontekst. Uddannelserne trækker ligeså nye kræfter til en branche, som i stigende grad er præget af mangel på arbejdskraft. De nye cybersikkerhedsuddannelser markerer således en vigtig milepæl i bestræbelsen på at sikre Danmark som et foregangsland på digital innovation og cybersikkerhedsløsninger.