27.08.25 DI Digital Nyheder

DI Digitals Årsdag 2025: AI som drivkraft for fremtidens Danmark

DI Digitals Årsdag 2025 samlede medlemmer, eksperter og beslutningstagere til en dag, hvor digitaliseringens – og særligt kunstig intelligens’ – rolle i fremtidens Danmark blev sat i centrum. Med oplæg, debatter og stærke budskaber blev det tydeligt, at AI ikke blot er en teknologi, men en strategisk nøgle til både offentlig innovation og global konkurrenceevne.

Branchedirektør Andreas Holbæk Espersen åbnede dagen med en markering af, at DI Digital har nået en vigtig milepæl. Han understregede, at vi står midt i en ny verdensorden, hvor teknologi er blevet et geopolitisk magtinstrument: “Uden innovation, kompetence og uddannelse bliver vi dem, der sætter reglerne – men ikke tempoet.   

Digitaliseringsminister Caroline Stage Olsen fulgte op med en stærk politisk vision. Hun fremhævede, at kunstig intelligens rummer enorme muligheder, men at teknologien aldrig må blive et mål i sig selv – den skal være et middel til at skabe bedre service og større tryghed: “Teknologien udvikler sig langt hurtigere end lovgivningen. Hvad vi må – og bør – gøre i dette nye rum, er et spørgsmål vi skal besvare sammen. 

Mennesker må ikke stjæle robotternes arbejde

Den første paneldebat satte fokus på AI’s rolle i den offentlige sektor og på arbejdsmarkedet. Her blev det tydeligt, at teknologien allerede gør en forskel – men også møder barrierer.

Der var bred enighed om, at kompetenceudvikling skal tilpasses den enkelte medarbejder og arbejdsgang, og at det ikke er teknologien, men rammerne og investeringerne, der begrænser skaleringen. Paneldeltagerne delte konkrete erfaringer fra sundhedssektoren, kommuner og erhvervslivet, hvor AI har skabt både effektivisering og nye muligheder – men også juridiske benspænd og behov for mod og nysgerrighed.  

Debatten samlede en bred vifte af stemmer fra både fagbevægelsen, sundhedssektoren, kommuner og erhvervsliv. Blandt deltagerne var Sara Vergo (Djøf), Mads Samsing (HK), Rikke Zeberg (Klimadatastyrelsen), Mette Harbo (Region Hovedstaden), Maria Damborg Hald (Deloitte), Michael Wätjen (cBrain), Torben Klitmøller Hollmann (Næstved Kommune), Matias Søndergaard (Coco Care).

Sammen delte de erfaringer og refleksioner om, hvordan AI kan understøtte en mere effektiv og inkluderende offentlig sektor – og hvilke barrierer der stadig skal overvindes. 

Digital suverænitet og kritiske teknologier i en global virkelighed

Den anden paneldebat satte fokus på digital suverænitet og brugen af kritiske teknologier i den offentlige sektor. Diskussionen kredsede om, hvordan Danmark og EU kan sikre større handlefrihed og teknologisk uafhængighed i en verden, hvor digitale løsninger i stigende grad er forbundet med både sikkerhed og geopolitik. 

Panelet pegede på, at Europas afhængighed af udenlandske teknologileverandører udfordrer både innovation og selvbestemmelse. Der blev sat spørgsmålstegn ved, hvem der egentlig ejer fremtidens teknologi, og hvordan vi sikrer, at danske og europæiske virksomheder får mulighed for at vokse og bidrage til udviklingen – uden at blive overhalet af globale aktører. 

Panelet bestod af mere besøg fra Christiansborg fra Lisbeth Bech-Nielsen (SF), André Rogaczewski (Netcompany), Mette Kaagaard (Microsoft Danmark & Island) og John Henriksen (TDC Erhverv), som hver især bidrog med perspektiver på Europas afhængighed af udenlandske teknologileverandører, behovet for bedre rammevilkår for danske tech-startups og vigtigheden af strategisk investering i digital infrastruktur. Sammen satte panelet fokus på, hvordan Danmark kan fastholde sin digitale førerposition gennem samarbejde, investering og teknologisk selvstændighed. Det blev tydeligt, at hvis Danmark skal bevare sin digitale førerposition, kræver det både politisk vilje, strategiske investeringer og et stærkere europæisk samarbejde.

Moderatorerne Marie Høst og Marcel Mirzaei-Fard sørgede for, at paneldeltagerne blev udfordret med både kritiske og reflekterende spørgsmål undervejs. 

Dagen blev afrundet af André Rogaczewski, direktør i Netcompany og bestyrelsesleder i DI Digital, som samlede trådene og fremhævede de centrale budskaber. Blandt andet: AI nedbryder barrieren mellem menneske og maskine, og digital udvikling kan gør Danmark både mere løsningsparat og mere suveræn på den globale scene. 

Afslutningsvis blev der netværket i DI’s Atrium, hvor deltagerne kunne fortsætte samtalerne over forfriskninger og dele refleksioner om dagens mange perspektiver. Tak til alle deltagere for en inspirerende dag. Vi ser frem til at byde jer velkommen igen næste år! 

Charlotte Munyembabazi
Skrevet af:

Charlotte Munyembabazi

Relateret indhold