EU’s Dataforordning er trådt i kraft: nye muligheder og forpligtelser for virksomheder i Europa
EU’s Dataforordning stiller krav om gratis adgang til brugerdata og gør det lettere at skifte mellem cloudtjenester
Den 12. september 2025 trådte EU’s Dataforordning (Data Act) i kraft. Forordningen er et vigtigt element i Europas digitale udvikling og har til formål at skabe en mere retfærdig og gennemsigtig dataøkonomi, hvor både virksomheder og brugere får bedre adgang til og kontrol over data.
Data Act stiller krav til, at producenter af produkter, der opsamler brugerdata, skal stille brugerdata til rådighed for brugerne uden omkostninger – både BtC og BtB. Desuden vil forordningen gøre det lettere at flytte data og applikationer fra en cloududbyder til en anden.
Hos DI Digital ser vi Dataforordningen som en vigtig ramme, der både styrker brugeres ret til indsigt i egne data og potentielt åbner nye forretningsmuligheder for en fælles dataøkonomi – men nye regler også skaber også nye opgaver.
To centrale ændringer du skal kende
1. Brugere skal have gratis adgang til deres data
Virksomheder, der producerer produkter som indsamler brugerdata – fx sensorer, maskiner, biler eller smart-enheder – skal nu stille disse data gratis til rådighed for brugere, myndigheder og andre virksomheder. Det gælder både B2B og B2C, og omfatter rådata og metadata.
Brugeren har ret til at få adgang til data i et struktureret, maskinlæsbart og sikkert format, og kan frit dele dem med tredjepart. Formålet er at skabe gennemsigtighed hos brugerne og styrke konkurrencen.
Virksomheder med under 50 ansatte er undtaget, men alle større virksomheder skal sikre, at deres systemer og kontrakter lever op til de nye krav.
2. Lettere og billigere skift mellem cloud- og datatjenester
Forordningen fjerner skiftegebyrer og tekniske barrierer ved overgang mellem databehandlingstjenester, fx cloud-løsninger. Fra 2027 skal det være muligt at skifte udbyder uden ekstra omkostninger og med funktionel ækvivalens – dvs. uden tab af funktionalitet.
Udbydere må ikke længere binde kunder med tekniske eller kontraktlige begrænsninger, og skal aktivt understøtte skiftet. Det giver virksomheder større fleksibilitet og mulighed for at vælge den løsning, der passer bedst til deres behov.
Hvad mener DI?
Hos DI Digital mener vi, at Dataforordningen kan være med til at:
- Styrke innovation ved at gøre data mere tilgængelige
- Fremme konkurrence og reducerer afhængighed af enkelte leverandører
- Skabe nye forretningsmodeller, fx datadrevne services
Forordningen er en del af EU’s ambition om at gøre Europa til en global leder inden for data og digitalisering – og danske virksomheder har nu en unik mulighed for at være med helt fremme.
Samtidig er der en række opmærksomhedspunkter, som vi flager over for myndighederne. Det indebærer bl.a.:
- Tilstrækkelig beskyttelse af virksomheders forretningshemmeligheder
- Klare vejledninger, fx om samspil med eksisterende regler på dataområdet
- Udskyde ikrafttrædelsen af de krav, som er særligt byrdefulde for nogle virksomheder