GettyImages
24.09.25 DI Digital Nyheder

Samarbejde mellem D-mærket og TDC Erhverv skal øge cybersikkerheden blandt danske virksomheder

Et nyt samarbejde mellem D-mærket og TDC Erhverv skal gøre det nemmere for danske virksomheder at opnå højere teknisk it-sikkerhed og opnå D-mærke på samme tid.

I en tid hvor stigende usikkerhed og geopolitiske spændinger, er det blevet endnu sværere for virksomhederne at følge med den digitale sikkerhedsbølge. En undersøgelse fra TDC Erhverv viser, at kun lidt over halvdelen af danske virksomheder har konkrete mål for deres compliance, GDPR og datasikkerhed, hvilket gør dem mere sårbare over for cyberangreb.

D-mærket, Danmarks mærkningsordning for it-sikkerhed og ansvarlig dataanvendelse, arbejder for at gøre it-sikkerhed mere tilgængelig og overskuelig for danske virksomheder. Dette formål deler TDC Erhverv, og derfor indgår parterne nu et nyt samarbejde, som skal være med til at sikre, at flere danske virksomheder får de rette hjælpeværktøjer til at ruste sig bedre mod et stigende trusselsbillede

Helt konkret omhandler det nye samarbejde et nyt værktøj fra TDC Erhverv, som kan scanne for fejlkonfigurationer og dermed give virksomheden værdifuld indsigt og konkrete løsningsforslag til forbedringer af deres tekniske it-sikkerhed.

Da teknisk it-sikkerhed er en del af D-mærkets kriterier, er værktøjet en hjælp til virksomheder i deres arbejde med D-mærket og kan bruges i dokumentationen for efterlevelse af D-mærkets kriterier. Det nye værktøj hedder Security Insights og vil blive tilbudt alle virksomheder, der går i tilsyn hos D-mærket.

Nyt værktøj tilgængeligt

I fremtiden vil de virksomheder, der er i tilsyn til at blive D-mærket, kunne drage fordel af en såkaldt freemium-version af TDC Erhvervs værktøj Security Insights. Med denne adgang vil virksomhederne få to måneders gratis adgang til værktøjet, hvorefter virksomhederne vil have adgang til en begrænset version, så længe de er D-mærket. Hertil vil værktøjet være med til at understøtte efterlevelsen af D-mærkets kriterie 3 vedrørende ”Teknisk it-sikkerhed”.

Værktøjet identificerer automatisk fejlkonfigurationer, giver teknisk indsigt og konkrete løsningsforslag.

Således skal det blive nemmere for virksomhederne at danne sig et overblik over deres tekniske it-sikkerhed, hvorefter eventuelle udfordringer vil kunne løses. På den måde får virksomhederne nemmere mulighed for at styrke deres it-sikkerhed, i deres arbejde med D-mærket.

”Cybertruslen er stor, og tiltag der styrker it-sikkerheden, er vigtige. TDC Erhvervs løsning giver virksomheder indblik og anbefalinger til at forbedre teknisk it-sikkerhed, især i forhold til cloud-konfigurationer, og understøtter D-mærkets kriterier. Ved at henvise til anerkendte standarder gør løsningen det nemmere at dokumentere overholdelse af relevante krav – også ved D-mærkets tilsyn,” siger Mikael Jensen, direktør i D-mærket, og fortsætter

Flere skal D-mærkes

Forhåbningen med den nye samarbejdsaftale er ligeså, at gøre det nemmere for virksomhederne at blive D-mærket. Det nye værktøj vil uden tvivl gøre det mere overskueligt for virksomhederne at opnå et tilstrækkeligt niveau af teknisk it-sikkerhed, hvilket er et kriterie, man som virksomhed skal efterleve for at blive D-mærket.

D-mærket fungerer som en blåstempling af den digitale sikkerhed hos en virksomhed, og D-mærket er med til at legitimere det arbejde, virksomheden lægger i sin digitale sikkerhed. Men it-sikkerhed er ikke et quick-fix og mange virksomheder, især de små og mellemstore, halter bagud, når det kommer arbejdet med digital sikkerhed.

”It-sikkerhed og ansvarlig dataanvendelse skal være nemmere og mere overskueligt at gå til – også for mindre virksomheder, hvor de tekniske kompetencer kan være små. Det er en nøgleopgave for D-mærket, særligt i en tid, hvor cybertruslen tager til. Det er også udgangspunktet for dette samarbejde, hvor vi forhåbentlig kan være med til at sænke tærsklen for at styrke cybersikkerheden,” siger Mikael Jensen, direktør i D-mærket.

Hos DI Digital er vi meget begejstrede for det nye samarbejde mellem D-mærket og TDC Erhverv. Forhåbentligt kan initiativet være med til at sende endnu flere virksomheder i retningen mod et højere niveau af digital sikkerhed.

Relateret indhold