I møde med Folketinget satte DI Digital fokus på vejen til digital suverænitet
Digital suverænitet var på dagsordenen, da medlemmer af DI Digital den 28. januar deltog i et møde med Folketingets Udvalg for Digitalisering og IT.
Med fire af DI Digitals bestyrelsesvirksomheder, der hver repræsenterer ledende danske virksomheder i forskellige lag af det digitale infrastrukturnet, var formålet at afdække, hvorfor digital suverænitet er så vigtigt at tænke ind i den politiske retningsangivelse.
Digital suverænitet handler grundlæggende om at kunne opretholde de digitale funktioner i vores samfund, også i tilfælde af at der skulle opstå en situation, hvor adgangen til digitale løsninger begrænses.
For at nå dertil er vi som samfund nødt til at arbejde imod: At opnå fuld kontrol over kritiske data og systemer, herunder hvem der har adgang til dem; at få fleksibiliteten til nemt at flytte systemer og data i tilfælde af, at det viser sig nødvendigt, samt at sikre valgfrihed på kritiske områder, så vi undgår afhængighed af få leverandører, hvilket kræver styrket innovation og robusthed på områder af stor strategisk betydning.
Helt grundlæggende går vejen til digital suverænitet gennem en styrket europæisk konkurrenceevne. En øget konkurrenceevne går igennem en åben, markedsdrevet tilgang til internationalt samarbejde med langt større strategisk omtanke, end vi hidtil har haft.
Vejen til digital suverænitet går først og fremmest igennem en styrket konkurrenceevne. Vi er gode på nicheområder, men det generelle billede er, at vi sakker bagud. Det mærker vi især, når de geopolitiske vinde blæser kraftigt i disse tider, og teknologi er rykket ind i kernen af denne diskussion. André Rogaczewski, CEO i Netcompany og Bestyrelsesleder i DI Digital
Fokus på forskellige dele af tech-stacken
På mødet fremlagde DI Digital sammen med udvalgte bestyrelsesmedlemmer de dele af den digitale værdikæde, som udvalget bør have et særligt fokus på, når der efter planen skal søsættes en politisk strategi for digital suverænitet. Når man diskuterer digital suverænitet, er det nemlig nødvendigt at have kendskab til de underliggende systemer, der får de digitale løsninger til at løbe rundt.
Først og fremmest er det nødvendigt at sikre den fysiske infrastruktur, som er bærende for de digitale løsninger. Det omfatter blandt andet energinetværk, datacentre og datakabler – oftest kaldet søkabler. Den fysiske infrastruktur er helt afgørende for, om de digitale netværk kan operere, og derfor er det af afgørende betydning at sikre robusthed på området.
I moderne krig er datainfrastruktur det første offer. Det er derfor helt afgørende, at vi har fokus på den underliggende data-infrastruktur, Martin Lippert, CEO for GlobalConnect og bestyrelsesmedlem i DI Digital
Som et af verdens mest digitaliserede lande, er det også af afgørende vigtighed at beskytte cloud-netværkene. At understøtte en robust cloud-infrastruktur er et vigtigt led i at passe på vores data. Vi skal som samfund være helt klare på, hvem der har adgang til vores data, og hvor de opbevares, samt sikre exitstrategier i tilfælde af, at vi mister adgangen.
Debatten om digital suverænitet handler ofte kun om, hvorvidt man er for eller imod amerikanske cloudleverandører, men, som John Henriksen, CEO for TDC Erhverv, bestyrelsesmedlem i DI Digital, sagde:
Digital suverænitet skabes ikke af fravalg, men af evnen til at beskytte, forstå og handle. John Henriksen, CEO, TDC Erhverv og bestyrelsesmedlem i DI Digital
Derfor har TDC Erhverv fokus på at tilbyde integreret overførbarhed i databehandling, sådan at virksomheder nemt kan benytte exit-strategier uden at lukke ned for deres drift.
For Mikkel Bardram er det vigtigste, at have kontrol over det de lover deres kunder:
For at øge digital suverænitet har vi brug for stærke europæiske softwarevirksomheder, der er fokuseret på at understøtte produktivitet og vækst i Europa. Vi skal være i stand til at drive virksomhed uden afbrydelser, uanset omstændighederne. Det kræver en robusthed, som vi kun kan opbygge ved at styrke konkurrenceevnen. Mikkel Bardram CEO, EG og bestyrelsesmedlem i DI Digital
Konkurrenceevnen er nøgleordet, når vi retter os imod løsningen på at styrke den digitale suverænitet i Europa.
På mødet præsenterede DI Digital tre punkter, som er rammedannende for løsningen på en styrket dansk og europæisk konkurrenceevne.
1: Målrettede investeringer og adgang til kapital
I og med at investeringer til teknologisk udvikling og tech-virksomheder længe er gået ud af Europa og ofte endt i USA, betyder det, at vi nu er havnet i en situation, hvor innovationsevnen og dermed konkurrencekraften halter bagud. Derfor er et vigtigt element i at styrke konkurrencekraften, at målrette investeringer i EU, så vi kan styrke innovation og vækst i hele branchen i EU. På hjemmebane kan vi også gøre en indsats for at fremme vores styrkepositioner ved bl.a. at bringe de offentlige finanser, men også pensionskasserne, fondene og virksomhedsinvesteringer i spil.
2: Bedre rammevilkår, så markedet kan arbejde i samme retning
Udover at lave målrettede investeringer, skal vi også skabe bedre rammer for, at virksomheder kan skalere og vækste, når de opererer i EU. Dette kræver en harmonisering, ensartet håndhævelse og forenkling af reglerne på det digitale område. Et godt eksempel på den retning, vi skal til at bevæge os i, er den digitale omnibus, som skal forhandles i EU i år. Her forventer vi klare simplificeringer af reglerne for digitale virksomheder, men alligevel er det vigtigt, at den danske implementering også bliver en enkel proces.
3: Krav der øger vores fleksivilitet og kontrol - også i offentlige udbud
Vi skal opstille standarder og krav, der giver både fleksibilitet og mulighed for kontrol. Det handler om at bruge det offentliges indkøbsevne aktivt for at skabe efterspørgsel og samtidig mindske sårbarheden. Det involverer ikke kun vores udbudsregler, men også mange andre aspekter: tidlig dialog med markedet, offentligt-private partnerskaber og fremme af åbne standarder, så vi undgår at blive fastlåst i én bestemt teknologisk løsning.
Snart kan du komme tættere på, hvordan DI Digital ser vejen til digital suverænitet, når vi udgiver et strategisk roadmap, der tegner linjerne op for de mulige veje til større digital suverænitet.