Fra idé til impact: Adapt Agency styrker digital bæredygtighed og sikkerhed i erhvervslivet
Månedens medlem i februar er Adapt Agency. En digital udviklingspartner, der hjælper virksomheder med at forene forretning, teknologi og ansvarlig innovation. Med et stærkt fokus på sikkerhed, brugeroplevelser og bæredygtige digitale løsninger arbejder Adapt målrettet på at gøre komplekse teknologiske muligheder til reel værdi for både virksomheder og deres kunder.
Vi har talt med CEO, Kresten Wiingaard, om hvad der fylder i virksomheden lige nu, hvor Adapt ser de største muligheder, og hvor udviklingsbranchen står over for sine mest afgørende dilemmaer.
Hvad optager jer for tiden?
“Det, der fylder mest hos os lige nu, er, hvordan vi bliver ved med at skabe reel værdi for vores kunder med digitale løsninger, der både er sikre og mere bæredygtige. For os handler digital udvikling ikke kun om teknologi, men om at forstå kundens forretning – ikke bare her og nu, men hvor de skal være om fem eller ti år. Med de kvantespring, vi ser i teknologien i øjeblikket, er det vigtigere end nogensinde, at løsningerne er gennemtænkte, robuste og bygget til at kunne udvikle sig over tid.”
”Samtidig sætter vi en dyd i solidt, digitalt håndværk og i at skabe brugeroplevelser, der fungerer for alle typer af brugere. Vi arbejder især med AI, apps, selvbetjeningsløsninger, sikkerhed og digital bæredygtighed, fordi det er her, vi ser det største potentiale for både virksomheder og deres kunder.”
Hvad ser I som jeres største mulighed i de kommende år?
“Vores største mulighed ligger i at hjælpe kunderne med at navigere i den kompleksitet, som den moderne teknologi skaber, og omsætte den til noget, der faktisk skaber værdi i deres forretning. Mange vil gerne hurtigt på markedet med en MVP (Minimum Viable Product), men den skal samtidig kunne skaleres, være sikker og leve op til bæredygtige principper – og det er en svær balance.”
”Vi ser vores rolle som oversættere mellem forretning og teknologi: at hjælpe kunderne med at komme hurtigt i gang, få feedback fra brugerne og løbende forbedre løsningen. Det er fint at tænke stort, men det er endnu vigtigere at få noget ud at leve. Ofte er det de simple, velvalgte løsninger, der giver den største effekt.”
Hvad ser I som jeres største udfordring i de kommende år?
“En af de store udfordringer bliver at finde den rigtige balance mellem mennesker og maskiner. Hvem designer vi egentlig til i fremtiden – er det mennesker, systemer eller begge dele? Og hvor meget af udviklingsprocessen skal vi overlade til AI, og hvor skal menneskelig dømmekraft fortsat spille hovedrollen? AI kan meget, men den tager ikke automatisk hensyn til hverken sikkerhed, etik eller bæredygtighed, og den har en tendens til at svare, også når den ikke har det rigtige svar. Derfor bliver vores vigtigste opgave at bruge teknologien klogt og ansvarligt – og sikre, at de digitale løsninger, vi bygger, stadig tager udgangspunkt i mennesker og deres behov.”
Adapt Agency, App.
Løsning: Mit Digitale Selvforsvar (Forbrugerrådet Tænk & TrygFonden)
Mit Digitale Selvforsvar app er en ny, opgraderet app, der gør det lettere for alle danskere at beskytte sig mod digital svindel. I samarbejde med Forbrugerrådet Tænk og TrygFonden har vi udviklet en fremtidssikret løsning, som hjælper med at spotte svindelforsøg, dele advarsler med betroede kontakter og give brugerne konkrete redskaber til at handle sikkert online.”
”Appen er designet til at øge bevidstheden om digitale trusler, styrke fællesskabet om digital tryghed og gøre kampen mod phishing og anden svindel til noget alle kan være en del af - uanset alder eller teknisk erfaring. Med real-time feedback, mulighed for at involvere en “betroet ven” og nem adgang til aktuelle trusler vil Mit Digitale Selvforsvar være et centralt værktøj i arbejdet med at reducere antallet af svindelofre i Danmark.”