Colourbox

28.01.26 DI Digital Nyheder

Kommuner satser på AI og teknologi i 2026

DI har kigget ned i kommunernes budgetforlig for 2026, som over en bred kam viser at der afsættes flere penge af til AI, digitalisering og velfærdsteknologi. Prioriteringen at nye teknologier skal frigøre tid fra administrative opgaver og flytte ressourcer til kerneopgaverne i velfærden og samtidig løfte kvaliteten af opgaveløsning.

En gennemgående tendens i årets kommunale budgetter er ambitionen om at tage kunstig intelligens i brug til at understøtte og effektivisere administrative arbejdsgange på tværs af forvaltninger og fagområder.

Flere kommuner afsætter nemlig midler til udvikling, implementering og kompetenceopbygning i brugen af AI‐baserede værktøjer såsom AI-platforme, digitale assistenter til sagsbehandlingsopgaver og generelt automatisering af manuelle arbejdsgange. Blandt de hyppigst nævnte formål er automatisering af rutineopgaver, hurtigere behandling af fx aktindsigter eller borgerhenvendelser samt generel kompetenceudvikling i brug af nye teknologiske redskaber.

DI har identificeret 24 kommuner, der eksplicit nævner ønsket om AI og digitalisering til løsning af administrative opgaver og sagsbehandling i deres budgetforlig.  

Frederiksberg kommune

Et eksempel er Frederiksberg kommune. Her sætter man fokus på effektiv sagsbehandling med AI, og hvordan der kan frigøres midler ved øget brug af automatiserings- og AI-teknologier i forbindelse med administrativt arbejde. 

Det er rigtigt positivt, at flere kommuner i budgetterne for 2026 prioriterer AI og teknologi som en del af den administrative opgaveløsning. Potentialet for både effektivisering og kvalitetsløft er stort, og budgetterne viser, at kommunerne er klar til at tage næste skridt. Jacob Høffer Larsen

Velfærdsteknologi

Ligesom i 2025 er velfærdsteknologi på ældreområdet en anden markant fællesnævner i budgetterne for 2026. Mange kommuner har formuleret konkrete initiativer for at supplere eller aflaste medarbejdere via teknologi. Det sker med henblik på bedre ressourceudnyttelse, et styrket arbejdsmiljø og øget selvhjulpenhed for borgerne.

Velfærdsteknologi spænder fra brugen af medicinrobotter, digitale træningsløsninger, sensorteknologi, intelligente bleer, skærmbesøg og digitale genoptræningsmoduler til konkrete projekter for f.eks. tryghedsskabende nattevagter understøttet af teknologi.  

Teknologi rummer dog ikke kun potentialer i ældreplejen, hvilket flere kommuner er opmærksomme på. I Næstved Kommune er forligspartierne f.eks. enige om at tilføre yderligere 650.000 kr. årligt fra 2026 til at udbrede velfærdsteknologi på socialområdet, og efterfølgende på børneområdet. Her ønsker man, at ældreområdets erfaringer med velfærdsteknologi skal anvendes i den videre udvikling af velfærdsteknologi på øvrige områder.  

Mindre fokus på udbud og konkurrenceudsættelse

Til forskel fra sidste års budgetter fylder offentlig privat samarbejde, udbud og konkurrenceudsættelse mindre i 2026 aftalerne. Kun relativt få kommuner fremhæver disse redskaber som centrale virkemidler til at skabe effektiviseringer og kvalitetsløft i opgaveløsningen.

Enkelte kommuner giver dog udtryk for et ønske om at arbejde mere strategisk med udbud og et styrket samarbejde med private leverandører. Overordnet set træder dette dog i baggrunden til fordel for et stærkt fokus på intern digitalisering og teknologisk kapacitetsopbygning 

Du kan finde hele listen med de enkelte kommuner prioriteringer på det teknologiske område her.

Relateret indhold