15.01.26 DI Digital Nyheder

Systematic: For os er vores danske værdier nøglen til international succes

Mød vores medlem, Systematic, der leverer softwareprodukter globalt, men holder fast i sine danske værdier. I en tid med øget fokus på datasuverænitet har Systematics danske fundament aldrig været vigtigere.

Hver dag træffer mennesker verden over kritiske beslutninger med hjælp fra dansk teknologi fra Systematic.

Fra hovedkvarteret i Aarhus leverer Systematic løsninger til nogle af samfundets mest kritiske sektorer: forsvar, sundhed, politi og kritisk infrastruktur. Deres produkter anvendes dagligt i situationer, hvor fejl ikke er en mulighed – fra NATO's operative kommandosystem, SitaWare, til patientjournaler på danske hospitaler.

Siden Michael Holm grundlagde virksomheden i Aarhus i 1985, har missionen været klar: At udvikle it-løsninger, der gør det lettere at håndtere komplekse udfordringer i kritiske situationer.

For Michael Holm, der i dag er bestyrelsesformand, og for Systematics CEO, Nikolaj Bramsen, handler det om at stå på det danske fundament, men også at kunne give tilbage til samfundet, mens man leverer mission-kritiske løsninger til hele verden. Virksomheden har i dag mere end 1.200 medarbejdere fordelt på 18 lande med kunder i mere end 50 lande.

Stifter Michael Holm & CEO Nikolaj Bramsen

I en tid med øgede krav til datasuverænitet, cybersikkerhed og beskyttelse af kritisk infrastruktur, har Systematic aldrig været mere relevant. Virksomheden kombinerer verdensklasse-teknologi med dansk innovationskultur og et stærkt fokus på, at data forbliver hos kunden.

Se videoen og hør stifter Michael Holm og CEO Nikolaj Bramsen fortælle om den særlige rolle og opgave, det er at være dansk it-virksomhed på det globale marked – og hvorfor deres danske rødder er en styrke i en urolig verden.

Relateret indhold