Colourbox
15.01.26 DI Digital Nyheder

Undersøgelse kaster lys over et systematisk efterslæb i det europæiske investeringsmiljø

European Investment Bank (EIB) har udgivet en undersøgelse af investeringsforholdene i Europa for 2025. Her står det klart, at strukturelle barrierer er med til at forringe det europæiske investeringsmiljø.

Den europæiske investeringsscene er under pres. Det viser den nye EIB Investment Survey 2025, der bygger på svar fra omkring 13.000 virksomheder i hele EU. Undersøgelsen tegner et tydeligt billede: Europa øger brugen af avancerede digitale teknologier – men strukturelle barrierer står i vejen for det fulde vækstpotentiale.

Ifølge undersøgelsen er europæiske virksomheder blevet markant bedre til at tage avanceret digital teknologi i brug. Men sammenlignet med USA halter EU bagefter. Amerikanske virksomheder, der anvender big data eller kunstig intelligens, bruger teknologien på langt flere områder i deres forretning end de europæiske. Med andre ord har EU-virksomheder fortsat et uforløst potentiale i anvendelsen af kunstig intelligens.

Undersøgelsen understreger samtidig, at regulering og bureaukrati er blandt de største barrierer for investeringer i EU. Virksomhederne bruger i gennemsnit 1,1 % af deres omsætning på at leve op til krav og procedurer – tallet stiger til 1,8 % for små og mellemstore virksomheder. Dertil kommer, at 62 % af virksomhederne oplever, at EU’s indre marked stadig er fragmenteret for deres vigtigste produkt – på samme niveau som i 2024. Fragmenteringen hæmmer både vækst, konkurrenceevne og evnen til at skalere digitalt på tværs af Europa. 

Danmark ligger i top, men presses af mangel på kompetencer og kompleks regulering 

Danmark får også sin egen delanalyse i rapporten. Den viser, at danske virksomheder fortsat hører til blandt de mest innovative og digitalt avancerede i EU. Faktisk oplyses det, at 87 % af danske virksomheder, at de bruger AI i interne processer, mod 60 % i EU samlet.

Men under overfladen lurer alvorlige udfordringer. En stor og vedvarende mangel på digitale kompetencer er således ifølge undersøgelsen en af de mest markante barrierer for danske virksomheders investeringer. Samtidig investerer danske virksomheder mindre i medarbejdertræning end EU-gennemsnittet. Og kombinationen af mangel på talent og utilstrækkelig efteruddannelse kan på sigt svække Danmarks stærke digitale position.

Danske virksomheder oplever desuden markant større udfordringer med EU’s indre marked end virksomheder i resten af EU. 50 % peger på nye regler, standarder og certificeringer som den største barriere for international handel. Problemet er særligt udtalt for servicevirksomheder og for mellemstore og store virksomheder, og fragmenteringen gør det både sværere for danske virksomheder at skalere på tværs af EU og øger omkostninger og risici ved investeringer.

EIB-undersøgelsen bekræfter dermed et centralt budskab fra DI Digital: Europa kan ikke realisere sit digitale potentiale uden enklere og mere ensartet regulering. Som DI Digitals branchedirektør Andreas Holbak Espersen udtaler:

“Skal Europa være frontløber inden for digital udvikling og anvendelse af nye teknologier, må vi – som den nye EIB-undersøgelse viser – gøre op med fragmenteringen af EU’s indre marked og tung regulering. Når vi strømliner reguleringen, sænker vi risikoen og øger investeringslysten. Det er nøglen til, at Europa igen bliver det naturlige sted at skalere digitale virksomheder.” 

Relateret indhold