Vi har talt meget om udbredelsen af AI – nu er tiden til den håndgribelige implementering
En ny rapport om danske SMV’ers brug af kunstig intelligens kaster lys over de barrierer, som hæmmer virksomhedernes evne til at skabe værdi med AI i deres forretningsprocesser.
En netop offentliggjort rapport fra Det Nationale Center for AI i Samfundet (CAISA) sætter spot på, hvordan danske virksomheder anvender AI. Rapporten peger også på en række centrale forbedringspunkter, der vil gøre det lettere for de danske SMV’er at implementere og skabe værdi med kunstig intelligens i deres forretning.
Analysens hovedpointer:
- AI er udbredt, men integrationen er lav: 66 % af danske SMV’er anvender mindst én AI-teknologi, men under 10 % har AI integreret i interne processer eller eksterne produkter. 70 % af de AI-aktive SMV’er bruger teknologien primært til tekstgenerering og rutineopgaver, mens kun 6 % har avanceret AI-anvendelse.
- Kompetencemangel er den største barriere: 74 % af SMV-lederne peger på medarbejdernes manglende AI-kompetencer som en barriere, og 51 % fremhæver ledelsens manglende AI-forståelse. Kun 31% af virksomhederne har en tydelig AI-vision, og blot 26 % har klart definerede roller og ansvar for AI-arbejdet.
- Usikkerhed om lovgivning og etik spænder ben for værdiskabelse: 43% af SMV’erne vurdere mangel på etiske regelsæt i virksomheden som værende en barriere for AI-anvendelse. Hele 34% anskuer lovgivning på området, som værende svær at følge, hvilket yderligere bremser implementeringen af AI.
Du kan læse flere af rapportens konklusioner hos CAISA.
AI teknologien mangler ikke udbredelse, men integration og uddannelse
Der er tale om intet mindre end et ”AI-dilemma”. Teknologier, der trækker på AI, er relativt udbredte blandt de danske SMV’er, men alligevel oplever mange virksomheder, at de ikke kan integrere teknologien tilstrækkeligt i deres forretning.
Rapporten peger på, at denne problematik er forårsaget af en række barrierer. Anvendelsen af AI er især udfordret af manglende kompetencer blandt medarbejderne, men også af faktorer som begrænset AI-forståelse i ledelserne samt usikkerhed om lovgivning og etik på AI-området.
I DI Digital mener vi, at flere af disse barriere kan nedrives ved at lytte til virksomhederne og gennemføre konkrete politiske forslag, der adresserer de udfordringer, de møder i praksis. Helt konkret foreslår vi blandt andet en opdatering af den nationale lovgivning, så virksomheder og myndigheder får tydelig hjemmel til at anvende kunstig intelligens, hvilket vil reducere den juridiske usikkerhed.
Samlet set viser rapporten, at næste skridt for danske SMV’er ikke blot handler om at tage AI i brug, men om at sikre reel integration og værdiskabelse. Med målrettede indsatser for kompetenceløft, tydeligere regulering og styrket vidensdeling kan flere virksomheder realisere AI’s potentiale. Til gavn for både vækst, innovation og udviklingen af dansk erhvervsliv.
DI’s AI for Alle-indsats hjælper virksomheder med at forstå og udnytte potentialet i generativ AI gennem konkrete use cases, vejledning og praksisnære anbefalinger. Du kan læse mere om AI for Alle indsatsen her.