It-investeringer accelererer i 2026, mens SMV’er risikerer at sakke bagud
I 2026 forventes it-investeringerne blandt danske virksomheder at tage et markant opsving – en positiv udvikling for dansk konkurrenceevne, hvor it-investeringer udgør en kritisk nøglebrik. Dog tyder udviklingen på, at det langt fra er alle virksomheder, der er på samme kurs. Der tegner sig et klart A- og B-hold, når det kommer til it-investeringer og det er en bekymrende tendens, der bør rettes op på.
En ny analyse fra DI viser, at danske virksomheder samlet set forventer at øge deres it-investeringer med 5,1 procent i 2026, svarende til en stigning på 5,5 milliarder kroner. Det bringer det samlede investeringsniveau op på 111 milliarder kroner og er et klart tegn på, at et digitalt opsving er på vej.
Men når det gælder, hvem der investerer, er der betydelige variationer. Virksomheder med 100 medarbejdere eller flere forventer at øge deres it-investeringer med 6,5-7 procent, mens små virksomheder med 20-49 ansatte derimod forventer et fald i investeringerne på 2 procent. Det er derfor især de største virksomheder, der driver denne vækst i it-investeringer, og for første gang i fem år ser vi nu, at mange små og mellemstore virksomheder trækker i bremsen.
Anm.: Virksomheder, som har svaret ved ikke eller angiver, at it-investeringer ikke er aktuelle for deres virksomhed, er udeladt i figuren.
Kilde: DI's Virksomhedspanel, december 2025
Denne udvikling er bekymrende, da det øger risikoen for et voksende digitalt efterslæb. It-investeringer er ikke bare et spørgsmål om teknologi, det er en forudsætning for vækst og produktivitet.
"Vi begynder nu at se tegningen til et digitalt A- og B-hold i dansk erhvervsliv. De store virksomheder investerer massivt, mens mange mindre virksomheder står stille eller går baglæns – og det er en alvorlig udfordring for Danmarks konkurrenceevne”, siger branchedirektør for DI Digital, Andreas Holbak Espersen.
Milliardpotentiale i at få flere med
En ny redegørelse fra Digitaliseringsministeriet afslører et milliardstort vækstpotentiale, hvis flere små og mellemstore virksomheder investerer i digitalisering. Virksomheder med et meget højt digitalt niveau har nemlig en gennemsnitlig værditilvækst per årsværk, der er 19 procent højere end virksomheder med et meget lavt digitalt niveau.
"Hvis vi får flere små og mellemstore virksomheder med på digitaliseringsbølgen, kan vi løfte produktiviteten i hele dansk erhvervsliv – men det kræver investeringer”, siger Andreas Holbak Espersen.
Digitalisering er ikke længere en luksus, men en forudsætning for fremtidens konkurrenceevne. Skal det fulde vækstpotentiale i dansk erhvervsliv realiseres, er det derfor afgørende, at både store og små virksomheder er med på investeringstoget.
Vil du vide mere om DI’s analyse af forventningerne til it-investeringer i 2026, kan du læse mere her.
Læs også mere i en pressemeddelelse fra DI her.
DI's Virksomhedspanel, december 2025
548 virksomheder har deltaget i DI’s Virksomhedspanel, som er en spørgeundersøgelse, der gennemføres hvert kvartal. Den aktuelle spørgeundersøgelse er gennemført i perioden fra den 2. december til den 11. december 2025. De 548 virksomheder, der har deltaget i spørgeundersøgelsen, repræsenterer tilsammen godt 60.000 ansatte i Danmark.