Ny EU rapport: AI agenter kan blive en stor katalysator for digital udvikling i Europa
Europa står ved et teknologisk vendepunkt. En ny rapporten fremhæver, hvad der skal til for, at AI-agenter kan blive en konkurrencefordel for virksomheder i hele EU.
AI-agenter, der kan planlægge, handle og løse opgaver på tværs af systemer, er på vej til at blive en afgørende drivkraft for både økonomisk vækst og konkurrenceevne. I den nye rapport fra EU-kommissionen “Agentic AI: Leveraging European AI talent and Regulatory Assets to Scale Adoption” kortlægges det europæiske landskab for AI-agenter. Rapporten viser, at AI agenter besidder et enormt potentiale, men at Europa fortsat kæmper med strukturelle barrierer, fragmenteret regulering og utilstrækkelige investeringer, der er med til at sænke både innovationen og benyttelsen af disse teknologier.
Rapportens hovedpointer:
- Medarbejdere mangler AI-kompetencer: 42 % af de europæiske medarbejdere oplyser, at de har behov for at udvikle deres kompetencer og få yderligere viden for at kunne bruge AI‑værktøjer og systemer i deres arbejde.
- Investeringer i AI accelererer i Europa: I EU gik 5 % af al venturekapital i 2025 til startups med AI agenter – en større andel end i USA (4,3 %), men mange teknologisk førende startups mangler stadig adgang til kapital i den senere skaleringsfase, der skal til for at konkurrere globalt.
- EU's regelsæt for AI er uklart: 52,5 % af EU virksomhederne, der har overvejet at benytte AI, men ikke har valgt at gøre det, begrunder valget med en manglende klarhed omkring de juridiske konsekvenser ved AI anvendelse. En indikation på en uoverskuelighed af retningslinjer.
Læs flere pointer fra rapporten her.
Der er kald på klare rammer for anvendelsen af AI
Samlet set viser rapporten, at der er behov for stærkere mobilisering af offentlige og private investeringer, harmonisering af implementering på tværs af medlemslandene og etablering af konkrete testmiljøer, der kan demonstrere, hvordan AI-agenter kan anvendes sikkert i sektorer med høj samfundsværdi. Disse tiltag kan tilsammen styrke Europas teknologiske autonomi og sikre, at AI-agenter realiserer sit fulde potentiale på en ansvarlig måde.
”AI-agenter kan blive et afgørende løft for dansk og europæisk digital konkurrencekraft. Der er et voksende momentum, hvor virksomheder allerede eksperimenterer, men der er brug for en overskuelig lovgivningsramme og målrettede investeringer, hvis potentialet skal kunne komme i spil”, siger Mette Finnemann, Digitaliseringspolitisk Chef i DI Digital.
Sådan kan din virksomhed implementere AI i jeres arbejde
I DI har vi indsatsen AI for alle, der hjælper virksomheder i gang, eller videre, med AI. AI for Alle siden giver dig adgang til information om, hvordan AI konkret kan anvendes i netop din forretning.
Her kan virksomheder også finde introduktioner, vejledninger og inspiration til, hvordan AI‑agenter kan anvendes ansvarligt og effektivt. På siden kan man blandt andet læse mere om, hvordan man arbejder med dataetik, ansvarlig implementering og konkrete anvendelsesmuligheder for AI‑agenter i forskellige typer af virksomheder uanset størrelse, sektor eller branche.