Ny rapport om digital udvikling cementerer Danmark som digital frontløber på europæisk jord
Danmark har den digitale førertrøje på i den årlige redegørelse om den digitale udvikling fra Digitaliseringsministeriet, som netop er udkommet. Her ligger danske virksomheder med i front på digitaliseringsniveau og nummer et i anvendelsen af kunstig intelligens.
Danmark er fortsat et af de førende lande i Europa, når det gælder digitalisering, digital infrastruktur og borgernes digitale kompetencer. Samme tendens gør sig gældende hos de danske virksomheder, der bliver kåret som europamestre i brug af kunstig intelligens. Det står klart i den nye redegørelse om Danmarks Digitale Udvikling 2026. Rapporten er udarbejdet af Digitaliseringsministeriet og præsenterer udviklingstendenser og fremtidige fokusområder for den digitale transformation i Danmark.
– Det er glædeligt at se, at danske virksomheder har førertrøjen på, når det gælder anvendelsen af kunstig intelligens og digitalisering. Det er ikke en selvfølge, men resultatet af kloge investeringer og et vedvarende fokus på innovation i dansk erhvervsliv. Det gør os mere konkurrencedygtige, men det gør os også rigere som samfund, fordi teknologien giver os nye muligheder, bedre kvalitet og mere tid til det, der skaber værdi, siger Bo Wiberg, teamleder i DI Digital.
Danmark i front på AI og digitalisering
Ifølge rapporten ligger danske virksomheder helt i front, når det gælder anvendelse af kunstig intelligens og digitalisering generelt. Hele 42 pct af de danske virksomheder anvender mindst én form for kunstig intelligens, hvilket er mere end dobbelt så mange som gennemsnittet af EU-landene. Udviklingen har taget fart fra blot 15 pct i 2023, og med denne markante vækst har Danmark nu den højeste andel af AI-brugende virksomheder i hele EU. Særligt er det de større danske virksomheder, der driver udviklingen, men også små og mellemstore virksomheder har i stigende grad taget teknologien til sig.
På det generelle digitaliseringsniveau placerer Danmark sig ligeledes helt i toppen af den europæiske rangliste. Danske SMV’er er nemlig blandt de mest digitaliserede i Europa, kun overgået af Finland. Af rapporten fremgår det, at hele 65 pct af de små og mellemstore virksomheder i Danmark har et højt eller meget højt digitalt niveau. Denne digitalisering benytter SMV’erne særligt til at forbedre kvalitet, effektivitet og innovation. Alle faktorer, som er afgørende elementer for at styrke produktiviteten samt den internationale konkurrenceevne blandt danske virksomheder.
Cloud og digital suverænitet
Et andet karakteristika ved Danmarks digitale udvikling er den udbredte og avancerede brug af cloudtjenester i erhvervslivet. Af rapporten kan man læse, at 69 pct af de danske virksomheder købte cloudtjenester over internettet i 2025, hvilket er en indikator for en høj digitaliseringsgrad. Endnu et mål, hvor danske virksomheder lægger sig i den digitale front i EU.
Endvidere argumenterer rapporten for, at udbredelse af cloudtjenester stiller nye krav til forståelse af de digitale afhængigheder. Hos DI Digital anskuer vi cloudtjenester som et markant bidrag til øget effektivitet og innovationskraft hos danske virksomheder. Det er afgørende, at danske virksomheder også fremover har adgang til de bedste digitale løsninger i verden, men med den nye geopolitiske situation er det vigtigt at have ekstra godt styr på fleksibiliteten og kontrollen i brugen af løsningerne. Samtidig skal vi lægge os i selen for at styrke den europæiske konkurrenceevne på området, så vi står stærkere og kan vælge mere frit.
– Vi skal insistere på, at Danmark ikke kun skal være blandt de bedste til at anvende teknologien, men også til at skabe den. Det kræver målrettede investeringer i nøgleteknologier som AI, kvanteteknologi og en robust digital infrastruktur. Og det kræver globalt samarbejde med større strategisk omtanke, så vi reducerer vores sårbarheder uden at lukke os om os selv. Digital suverænitet handler ikke om at bygge mure, men om at sikre flere valgmuligheder og større digital handlefrihed for danske virksomheder og myndigheder,” udtaler Bo Wiberg, teamleder i DI Digital.
Målrettede byrdelettelser og konkurrenceevne
For at sikre fortsat vækst på det digitale område, skal de administrative byrder for danske virksomheder reduceres markant, og forenkling af digitale regler og indberetningskrav skal udgøre et vigtigt indsatsområde. Både Danmark og EU har derfor de senere år haft et strategisk fokus på at lette administrative byrder og fremme forenkling, herunder gennem den aktuelle digitale pakke fra Europa-Kommissionen, der blandt andet indeholder forslag til et mål for byrdelettelser på op til 35 pct for SMV’er. Således skal det blive mere overskueligt at drive virksomhed i EU, både til gavn for virksomhedernes vækstpotentiale, men også mulighederne for digital udvikling og innovation.
Hos DI Digital er vi stolte over Danmarks stærke placering inden for digitalisering og anvendelse af kunstig intelligens. Nu ligger der en opgave i at bevare førertrøjen gennem investering i virksomhedernes digitale innovation, massiv reduktion af administrative byrder samt styrket samarbejde om Europas digitale suverænitet. På den måde vil Danmark gå endnu et år i møde med en digital frontposition.